Otte folkeviser efter Thor Lange , opus 34

Hyrden drager sin Kappe paa, 
Han lod sine Faar at græsse gaa 
Ind under Bjergets Side 
Mellem de Birke hvide.

Der kom to Bjergfruer gangende ned, 
Og dem bad Hyrden have Guds Fred; 
De vilde ham Intet svare, 
De lo med Øjnene klare. 

Den ene talte, som Svalen sang, 
Den anden talte, som Klokken klang, 
Den ene var hvid som en Due, 
Den anden var rød som en Lue. 

-- Og kom Du Hyrde! Gaa med os bort, 
I Bjerget gjøres Dig Natten kort; 
Og lad Du Faarene fare, 
Dem kan dine Hunde vare. --

Den ene ham ind i Armen tog,
Den anden ham ind i Bjerget drog,
Men alle hans Faar og Hunde 
De løbe vilde i Lunde.

Højt op i Fjældet 
og dybt ned i Dal 
unge George Campbell 
red ud ved Hanegal. 
Saa fri han red i Sadlen, 
saa stolt han red af Sted. 
Hans gode Hest er kommen hjem, 
men han kom ikke med. 

Ud gik hans Moder 
saa sorrigfuld i Gaard, 
ud gik hans unge Brud, 
hun rev sit gule Haar: 
„Saa fri Du red i Sadlen,
saa stolt Du red af Sted;
din gode Hest er kommen hjem, 
men Du kom ikke med!” 

„Min Eng ligger hen, 
og mit Hø er ikke strøet.
Min Lade staar tom, 
og mit Barn er ikke født. 
Saa fri Du red i Sadlen, 
saa stolt som ingen fler. 
Din gode Hest er kommen hjem --
Du kommer aldrig mér!”

Alle tro Veninder, mine Plejemødre,
Alle smukke Piger, mine Legesøstre!
Hvad er snarest borte, hvad er hurtigst svundet,
Buen over Himlen med de tusind Farver,
Eller Regnens Draaber over Markens Kløver,
Eller Pigens Vrede mod sin Hjertenskjære?
Jeg blev vred paa ham, jeg elsker over alle,
Intet Ord jeg vilde til min Kjærest sige,
Jeg var aldrig mild, og han tav ganske stille.
Al min Kjærlighed i Sneen jeg begraved,
Og min Vrede grov jeg ogsaa ned i Sneen,
At min bedste Ven jeg skulde helt forglemme.
Men ved Foraarstide, dengang Sneen smelted,
Løstes Vreden op og risled bort med Vandet,
Men i Engens Band slog Kjærligheden Rødder,
Og sprang ud i mange, lyserøde Blomster.
Det var hellig Fest, det var den store Søndag;
Jeg stod tidligt op og vandred ned ad Vejen,
Og paa Vejen mødtes jeg med ham, jeg elsker,
Mine klare Øjne slog jeg ned til Jorden,
Og jeg talte til ham: »Christus er opstanden!«
Og han svared: »Christ er sandeligt opstanden«,
Og han kyssed mig paa Munden og paa Panden
— Alle tro Veninder, mine Plejemødre,
Alle smukke Piger, mine Legesøstre,
Jeg vil aldrig vredes paa min Hjertenskjære!

Alle de Urter er sprungne ud 
  Paa Marken saa mangefold; 
Jeg under en høvisk Jomfru vel, 
  Min Glæde har hun i Vold.

Hver en Gang, jeg den Jomfru saa, 
  Mig yppedes højt at sjunge, 
Men den, der mister sin bedste Ven,
  Ham falder Sorgen tung.

Der kom de Tidender til vor By,
  At de havde skilt os ad ;
Saa traadte jeg selv saa mangen Sti,
  Det gjorde mig lidet glad.

Lærkens Sang er ikke lang,
  Naar Regn og Kulde ham tvinger;
Ikkun udi den blide Sol 
  Han løfter op sine Vinger.

Men nu er jeg som den mindste Fisk,
  Der svømmer i stride Sund;
Naar andre Smaafiske lege Dands,
  Den dølger sig nede paa Bund. 

Det er den blide Sommer, 
Og Solen skinner klar, 
Og taler den ene Sangfugl, 
Den faaer vel hundrede Svar. 

Og hver en Svend og Pige 
De dandse nu Haand i Haand; 
Men jeg er en ussel Fange, 
Der ligger i haarde Baand. 

Selv seer jeg aldrig Dagen, 
Naar Solen skinner paa Sky;
Der sad en Irisk derude,
Den sang i Morgengry.

Den sang de glade Sange, 
Den bar saa mangt et Bud.
Nu har min Fjende skudt den, 
-- Men derfor straffer ham Gud!

Gik du fra mig ud på den vide mark,
har du gemt dig der i det høje græs?
Og min sorte hest sadler straks jeg op,
og jeg rider langt, langt over marken ud.

Og jeg leder der i det høje græs
om min ungdomstid indtil sol går ned.
Men når sol går ned falder mørket på,
og min ungdomstid, ser jeg aldrig mer.

I Würzburg ringe de klokker til fest;
I Würzburg hue mig pigerne bedst.
Forneden i dalen gå bækkene små,
der går og hun, som min hu ligger på.

De bække vorde den stride flod --
det hjælper mig intet, jeg er dig så god.
Og floden rinder i salten hav,
der rinder med hvert ord du mig gav.

Hundred ord og løfter ti,
lidt falskhed er der altid deri.
Dog var du min kærest en ringe tid,
derfor gøre Gud din lykke blid!

Silde den Aften, Dug driver paa,
Udleder Svenden sin Ganger graa.
         ... 

Sadel af Sølv og Bidsel af Guld;
Selv rider Svenden saa frydefuld.
I bie mig vel.

Maanen er lys, og Natten er klar,
Saa mangefold Glæde hans Hjerte bar.

Han bandt sin Hest udi Rosenslund,
Han minded sin skjønne Jomfru paa Mund:
I bie mig vel.

»Vi sees vel atter en Sommertid,
Der Dagen er lang og Natten er blid.

Vi sees vel atter saa god en Vaar,
At aldrig mere jeg fra Dig gaaer.
        I bie mig vel!«