Ravnen han flyver om aftenen,
om dagen han ikke må.
Den skal have den kranke lykke,
den gode kan ikke få.
Men ravnen han flyver om aftenen.

Og det var jomfru Hermelin,
hun alt ud af vinduet så.
Hun da så der den vilde valravn,
han flyver så højt ved sky.

"Hør mig, nu hør mig, du valravn vild,
og flyv du alt ned til mig,
al min store og lønlig sorrig,
den vil jeg nu sige dig.

Fader min gav mig en fæstemand,
han kunne vel vær' min lige.
Min stedmoder hun ham forskabte,
sendt' hannem til fjerne riger.

Stedmoder min hannem sendte bort,
så langt udi fremmed' land,
hun vill' giv' mig sin søstersøn,
langt liger en trold end mand."

"Hør du nu, jomfru Hermelin,
og kæreste søster min,
hvad vil du mig for gave give
at fly dig til fæstemand din?"

"Sølvet det hvide og røden guld,
det vil jeg dig gerne give,
jeg dig beder, du vilde valravn,
du skiller mig ved den kvide."

"Sølvet det hvide og røden guld
det vil jeg af dig ej have.
Den første søn, du ved hannem får,
og hannem skal du mig give."

Hun tog da fat om den ravnefod
og lagde på hviden hånd,
svor da ved hendes kristne tro,
han fik hendes første søn.

Så tog han jomfru Hermelin
og satte op på sin bag,
fløj så over det vilde hav,
sig selver til stor umag.

Det var sig da den valravn vild,
han satte sig på den tind:
"Glæd jer nu, jomfru Hermelin,
her er alt hr. Nielaus ind."

Ud kom da bolde hr. Nielaus gæv
med sølvkar på hviden hånd:
"Vær vel mødt, jomfru Hermelin,
i dette her fremmed' land."

Tak have bolde hr. Nielaus gæv,
han holdt alt så vel sin tro,
månedsdagen, derefter var,
han lod da sit bryllup bo.

Det var ej længer derefter da
end måneder uden fem,
jomfru Hermelin går i bure,
hun føder en søn så væn.

Det var sig da den valravn vild,
han satte sig på den tind:
"Mindes I, jomfru Hermelin,
hvad I mig har given?"

"Tag I nu her min lille søn
og svøb udi hviden lin,
hannem giv så til vilden valravn;
han ser aldrig moder sin."

Ravnen udhugged' hans højre Øje,
drak ud alt hans hjerteblod,
han blev da til så gæv en ridder,
som kunne på jorden gå.

Alle de folk, som så derpå,
faldt på deres bare knæ,
bad Gudfader i Himmerige,
at barnet fik liv igen.

Nu har alt skønne fru Hermelin
forvundet sin angst og kvide,
nu har hun både søn og broder
og sover ved Nielaus' side.
Men ravnen han flyver om aftenen.