Er der et kvad, som synes født
for lykkelige to,
det er den lyse Sommernats
i gudhenåndet Ro!

Den lyse danske Sommernat
i gylden-dæmpet Ro,
den synes kun én Rosen-Drøm,
men rummer Verdner to.

Dens Sødme søger i din Sjæl
sin Inderligheds Grund:
Den er en Jomfrus rene Kys
paa Riddersmandens Mund.

Men se, der strømmer Elver-Sejd
af Kærets Brygger-Kar,
og Du er i dit Hjertes Ve
ej mer den Mand, Du var!

Rank gik Du dig i Natten ind,
Guldsporen klang om Hæl!
Du bar ved Gryet bort en Orm
der vred sig om din Sjæl.

Stolt staar den Røde Ridderborg
i hundred Kærters Glans --
hvad hjælper det? Dit blik blev slukt
i Mørkets Elverdans!

O Riddersmand! Den lyse Nat,
hvor fik dens Dyb sin Ro,
om aldrig Du blev vilse-ført
og stod som delt i to.

Thi tvende kamre har din Hu,
to Lejer har du redt:
For dén, der er den budne Brud,
og den, der ej blev bedt!

Et Valg er Livet, hvert et Døgn,
indtil den sidste Stund:
Vælg Sommernattens Jomfrukys
paa Svendens friske Mund.