Hr. Oluf han rider

Hr. Oluf, der bredes Dig Dug paa Disk,
          saa prydeligt og frydeligt det Fad;
lang til! Og tag for Dig af  Sul og Fisk,
           og vis os en Mand, som er glad --,
	              hop hej!
Thi ligger vi først dér paa Kød-Grydens Bund
med Græstørv til Laas og Lukke,
met aldrig vi faar os en Godbid i Mund,
           vor Steg den faar Ormene plukke!
Vær glad, at Du føler din sjæl i din Krop,
vær glad, at Din Tørst ej endnu siger Stop ---
           Hr. Oluf, se ud og se op!

Hr. Oluf, der redes Dig Ægteseng
           saa yndeligt og pynteligt mod Væg:
aa, tænk om Du kun var en dunhaget Dreng
           og ikke et Karlfolk med Skæg --
	              hop hej!
Men lukkes de Omhæng for Brudgom og Brud,
at ta' sig Forlov hos hinanden:
saa se, hvor det Sparlagen tager sig ud
           naar Rusen er dreven af Panden!
Se fluks at faa løsnet dit sværd af dets Strop,
og sadl saa din Ganger og rid saa -- hej hop!
           Hr. Oluf, se ud og se op!

Lad sidde din Frue ved Dug og ved Disk
           saa skældende og smældende om Fad;
i sadlen Du sidde saa morgenfrisk,
            en Mand, som er fri, som er glad --
	              hop hej!
Og staar en Skønjomfru ved Borge-Led der,
og ser hun en Rytter udride,
saa spørg: Vil Du sove som Hjertenskær
           i grønneste skov ved min Side?
Vær glad, at Din Tørst ej endnu siger Stop,
vær glad, at Du føler din sjæl i din Krop ---
           Hr. Oluf, se ud og se op!

Er der et kvad, som synes født
for lykkelige to,
det er den lyse Sommernats
i gudhenåndet Ro!

Den lyse danske Sommernat
i gylden-dæmpet Ro,
den synes kun én Rosen-Drøm,
men rummer Verdner to.

Dens Sødme søger i din Sjæl
sin Inderligheds Grund:
Den er en Jomfrus rene Kys
paa Riddersmandens Mund.

Men se, der strømmer Elver-Sejd
af Kærets Brygger-Kar,
og Du er i dit Hjertes Ve
ej mer den Mand, Du var!

Rank gik Du dig i Natten ind,
Guldsporen klang om Hæl!
Du bar ved Gryet bort en Orm
der vred sig om din Sjæl.

Stolt staar den Røde Ridderborg
i hundred Kærters Glans --
hvad hjælper det? Dit blik blev slukt
i Mørkets Elverdans!

O Riddersmand! Den lyse Nat,
hvor fik dens Dyb sin Ro,
om aldrig Du blev vilse-ført
og stod som delt i to.

Thi tvende kamre har din Hu,
to Lejer har du redt:
For dén, der er den budne Brud,
og den, der ej blev bedt!

Et Valg er Livet, hvert et Døgn,
indtil den sidste Stund:
Vælg Sommernattens Jomfrukys
paa Svendens friske Mund.

Nøgen sover jo Mand hos Viv,
og nøgen han svømmer i Bølgen blaa;
nøgen kom vi af Moders Liv,
og nøgen skal bort vi gaa!

Nøgent er Livet fra ringest Frø --
dér har I den hele Lekse!
Thi danser vel nøgen den Elvermø
med alle de hvide Hekse.

Helleliden aksler sin Kofte graa
hun vil sig af Gaarde drage:
Hun haster saa haardt over Borge-Bro --
Og ser sig kun lidet tilbage.
	Nu løves mit håb i Lunde.

Hvi skal jeg tjene for Terne-løn
og Linned og Sindel sømme?
Det Naadsens brød bliver Sten i Mund
og tunge bliver Nattens Drømme.

Min Ridder er gangen i Elver-Dans
bag skove og dybe Dale,
men jeg vil gaa til den Elvermøs Høj
og fange min Elsker i Tale.

Jeg banker på med min røde Haand,
den bløder af Tornenes Flænge:
Stat op, Hr. Ridder, og lad mig ind,
I dvæled i Højen for længe!

Jeg drager en Tråd af min hvide Særk
og syer mig fast til Jer Side,
saa tager jeg saks og den blanke Kniv
de skal paa den Elvermø bide.

Stat op, Hr. Ridder, det lider mod Dag,
den Hane gol over Vænge:
I sover hos Helleliden nu --
dér burde I sovet længe!
	Nu løves mit håb i Lunde.

Vegen er Dagen, den solvarme Dag,
nu svale de dampende Enge,
men Aftensvalen er kun et Bedrag,
der brister om ikke længe.
	Saa vildes min Vej!

De Taageslør tætter sig ind til en Sø,
hvis krusninger synes at sove,
men brister de, staar der n Elvermø
med Brystet i bølgende Vove.

Vegen er Dagen, saa varm, saa lang,
hedt dufter de dampende Enge;
det brænder i mit hjerte, det brænder i min sang --
de gløder, mine dugvaade Strenge.
	Saa vildes min Vej!