De andre har plukket Dig Blomst paa Blomst, 
plukket Skaalen fuld,
og lagt omkring Randen en Ring af det Guld,
som de røved fra Stjernernes Himmel. 
Jeg ligger i Græsset, jeg fik min Bekomst;
hvor er mine Sange? jeg har kun et Suk; -- 
Du er altfor vidunderlig, altfor smuk, 
din Dejlighed gjorde mig svimmel.

Lad Sangen kun klinge i Slottets Sal,
jeg er ikke med.
Min Kjærlighed søger det skjulteste Sted;
dér vil den synge sine Sange.
Jeg vrager det Flitter, de Andre stjal,
nøgen er min Harpe, kun fattigt mit Kvad, --
men hvis Du mig vinked og bønlig bad,
da stod jeg i guldslagne Spange.

Da tren jeg i Salen, saa Sangen tav,
med mit Sværd i Haand.
Min Harpe var smykket med Silke og Baand,
den skulde vel Visen forandre.
Lad høre, hvad synger det Sanger-Laug!
Blomster vil I byde den straalende Viv: --
men jeg byder min Ære, byder mit Liv.
Hvad bliver saa Rest for de Andre?