Seks Sange , opus 9

Nu vågne alle Guds fugle små,
de flyve fra reden og sjunge. 
De prise Vorherre, så godt de formå:
De takke for livet og lyset med fløjtende tunge. 

Nu kvidrer svalen på kirketag,
og spurven ved menneskers huse. 
De synge: God morgen! De synge: God dag! 
De synge: Guds fred! Gud ske lov! Og i luften hensuse. 

Småfuglens sang Vorherre forstår,
han kender hver sjæl i sit rige. 
De fattiges lovsang han ikke forsmår,
han ser, hvad de målløse skabninger alle vil sige. 

Os ser du også, du kære Gud! 
du hører vor røst i din himmel. 
Når fuglene flagre af rederne ud,
du hører småbørnenes pris i din jublende vrimmel.

Nu Solen gaar ned
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

I fjerne kirketårne hist
nu aftenklokkerne ringe. 
Snart sover liden fugl på kvist
med hovedet under sin vinge. 
Nu samles frænder kønt igen
som fugleunger på grene,
men den, som har slet ingen ven,
han sidder ved kvæld alene. 

Snart ruller ud den stille nat
sit skyggeflor over himlen,
og den, som sidder mest forladt,
ser op imod stjernevrimlen. 
Og gennem himmelsløret ud
der skinner øjne fuldklare:
mildt ser den kære, store Gud
her ned med sin stjerneskare. 

Han ser til sine børn da vist,
han ser til høje og ringe,
selv til den lille fugl på kvist
med hovedet under sin vinge. 
Til dem, som sove, ser han hen,
han vugger fuglenes grene,
og den, som har slet ingen ven,
han lader ej sidde ene. 

Det barn, der synes mest forladt,
Gud fader selv vil bevare:
Han sender i den stille nat
til jorden sin engleskare. 
De sprede deres vinger ud,
når alle øjne sig lukke. 
Selv våger hele verdens Gud
ved skabningens store vugge.

Hil dig, du tause, stille Nat
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Den store stille nat går frem
med lys fra himmelens sale,
hvert lys er sol for sjæles hjem
i højere verdners dale.

I himmeloceaners skød
neddukker natten sin vinge
med alle stjernesoles glød,
mens sfærernes harper klinge.

O! nat, rul dine verdner frem
i oceaner af himle
med pris til Gud fra engles hjem
og jorderigs sjælevrimle!

Skyerne flyve, og Bølgerne gaae.
Foroven de funklende Stjerner staae;
De glimte paa Skyer og Bølger.

Skyen vil seile til Stjernernes Havn;
Hver Bølge vil tage Himlen i Favn —
Et Blink — og Natten dem dølger.

Glad Skyen dog smelter i himmelsk Strøm;
Hver Bølge henruller i salig Drøm:
— Et Blink af Himlen dem følger.

Et Stjernespeil er det Svundnes Grav;
Hvert Blink er Glimt fra et Straalehav —
Og Livshavet evige Bølger.