Sju sånger ur Tannhäuser , opus 3

Saa sød var Sommernattens Blund
Saa lys er Morgnens første Stund
Med Guld over Skovenes Side
Saa frejdig danser det friske Sund
Og mellem Lysstriber hvide
Skibene lydløst glide.
 
Jeg drømte om Dig, jeg tænker paa Dig,
Og atter og atter gentager jeg,
Dit Navn paa de blæsende Strande.
Og Skibene synes at hilse mig
Med Flag over Sejlenes Rande,
Paa Togt mod de fremmede Lande.
 
Mit Liv er ligt en saadan Fart,
Snart stille i Havn, paa Rejse snart,
Med Skum for den pløjende Planke.
Kaptajnen paa Dækket, og alting klart,
Og ikke en hæmmende Tanke
Om, havd der kan ske paa en Banke.

Hvil over Verden, Du dybe Fred,
der strømmer fra Nattens Øje,
der gyder med Lindring sig dulmende ned
over Jordens Dale og Høje.
Tavst må mit Hoved sig bøje.
 
I Dagen forvilded min Fod sig tidt,
det er derfor mit Hjærte har blødt og lidt,
mod Aften sagtnes mit trodsige Trit,
den Genstridige falder til Føje.
 
Se, jeg er sunken på Tærsklen ned, 
min Læbe i Bøn sig bevæger.
Du ved hvad der farver mig Kinden hed,
Du, den første Læge blandt Læger.
Ræk mig den Drikke, som kvæger.
 
Jeg tømte så mangen forfænglig Skål, 
det er derfor mit Hjærte har brænt som et Bål;
men Fangen derinde skal slå sig til Tål
og tømme Forsagelsens Bæger.

Du sidder i Baaden, som svømmer,
  sænket i Bølgens Musik;
  dine dejlige Øjne drømmer,
  mod Skyerne vendt dit Blik.
  Mod Aftenens taarnede Skyer
  stiger dit Hjertes Begær;
  de vinker saa lokkende nær,
  de daler, letter og flyer.

Men disse taarnede Skyer,
  som gløder i Purpurskær,
  som vinker og, vinkende, flyer
  og synes dog stedse nær,
  de staar som et Billed paa Sorgen,
  et Spejl paa forgængelig Lyst;
  de fylder med Solskin dit Bryst --
  og bliver til Regnvejr imorgen.

Og jeg vil drage
Fra Sydens Blommer,
Men ikke tage
Dens Torne med.
Hvorhen jeg kommer,
Dér vil jeg prise
I Spil, i Vise
Dens Ildfuldhed.

Dog, aldrig ender
Den Ild dér brænder,
Derfor jeg sender
Mod Nord min Sang.
Dér veksler Sommer
Og skønne Blommer,
De gaar, de kommer
En evig Gang.

Dér køler Vinden,
Hvad Solen brændte,
Dér skærmer Linden,
Naar Regnen slaar.
Hvad Sommer tændte,
Det Vinter slukker,
Indtil man plukker
Den nye Vaar.

Hvad hurtigst svinder,
Det stærkest binder
Med alle Minder
Af Sang og Duft.
Thi vil jeg drage
Mod Nord tilbage,
Mod Solskinsdage
Som Snefaldsluft.

Og jeg vil lægge
I mine Toner
Bag Kuldens Dække
Den stærke Glød.
I andre Zoner
Vil varmt jeg prise,
I Spil, i Vise,
Hvad Syden bød.

Jeg ser for mit Øje
som det fineste Spind
af Traade, der funkler i Solens Skin;
jeg lukker mit Øje.
Ak, Du har jo flettet
det Tryllespind,
Du, som har gættet
Rosen paa min Kind.
Jeg synker i Rosendufts Drømme ind;
mine Læber mod dine sig bøje.

Jeg gaar som i Blade
af den flagrende Vaar,
det gynger paa Blomster, hvorhen jeg gaar;
en bølgende Flade.
Ak kunde jeg tage
Dig, Elskede, med.
kunde vi drage
langvejs  ...  et Sted:
da lad Bølgen kun rive i Dybet os ned;
vore Livsens Timer var glade.

Jeg hører din Stemme.
Det er Fuglenes Sang
og Hjortens, som kalder paa Hind over Vang.
Hvor skal jeg mig gemme?
Ak, vilde jeg flygte
til Jordens Rand,
naar Du kun mig søgte,
var jeg der paastand.
Der er Fugl, der er Hjort i det fjærneste Land:
over Verdener rækker din Stemme.

Vidt kredsed Du, min vilde Fugl.
Kommer Du mer tilbage?
Jeg sidder alene i Redens Skjul,
en stille, sørgende Mage.
Jeg ser mod de høje Tinder, tænker tilbage.
Fælles er vore Minder, ene min Klage.
 
Du længtes vel mod Stormens Sus;
jeg sider og vogter på Redens Hus,
jeg holder en Vej Dig åben.
Jeg fatter jo ikke den Flyvelyst,
men jeg har en Plads ved mit hvide Bryst
for Den, der er såret på Jagten 
af Jægerens Våben.
 
Jeg plukker i min Urtegård 
en Plante, som læger det værste Sår;
den Blomst har i Hjærtet Rødder.
Du tog mig til Brud da jeg lille var,
jeg voksed da Sorgen mit Hjærte skar,
jeg bøjer mig ned, og jeg toer Dig 
de blødende Fødder.
 
Højt slog din Vinge over Vang.
Længes Du nu tilbage?
Du skal ikke frygte den Angrendes Gang,
her venter Dig ingen Klage.
Her venter Dig fredede Minder, fredlyste Dage.
Kom fra de høje Tinder
hjem til din Mage.

Sover Du, min Sjæl? 
Er den Dvale jeg føler,
nu da Ungdommen endte,
er det Dødens, som køler 
Alt hvad der brændte?
 
Er den Træthed, 
som lægger sig over mit Øje,
er det Sløret,
som sænkes for sidste Hvile?
Se Timerne ile.
 
Grånet og bøjet
stirrer jeg stum på den høvlede Fjæl.
Det var Hammerens Lyd!
Slår de Plankerne sammen?
Sover Du, min Sjæl?