Romancer og Sange , opus 11

Og dagen stiger, og dagen går,
og sommerens tid den svinder.
Men høsten - den står der så mild igjen
med alle de deilige minder:
En solskinsdag over sommerløv,
en sang, som risler så stille,
lidt skinnende vand og en sølvlys sky,
en ensomt nynnende kilde,
to blanke øine, et viltert hår,
en latter som slår meg i møte....
Hvis var de øine, hvis var det hår,
og hvis var de læber røde? -

Frem og tilbage,
frem og tilbage,
alle dine sollyse levedage.
Jeg skal vugge dig, vennen min,
vugge dig lige i himmelen ind,
vugge din sorg tilhvile.

Luk dit bedrøvede øiepar,
jeg skal vugge din sorg tilhvile.
Jeg skal fortælle de deiligste ting,
så du i drømme skal smile.

Så skal jeg føre dig frem til fest,
så skal dit øiepar stråle i glæde.
Så skal jeg skue i brudedragt
dyreste vennen min dansen at træde.

Frem og tilbage,
frem og tilbage,
alle dine sollyse levedage!
Jeg skal vugge dig, vennen min,
vugge dig lige i himmelen ind,
vugge din sorg tilhvile.

Træet stod færdigt med blad og med knop.
"Skal jeg ta dem?" sa' frosten og pustede op.
  "Nej kære, lad dem stå,
  til blomster sidder på!" --
bad træet og skalv ifra rod og til top.

Træet fik blomster, så fuglene sang.
"Skal jeg ta dem?", sa' vinden og vifted og svang.
  "Nej kaere, lad dem stå,
  til bæret sidder på!" --
bad træet, i vinden det dirrende hang.

Og træet fik bæer under soløjets glød.
"Skal jeg ta dem?" sa jenten så ung og så rød.
  "Ja kære, du kan ta
  såmange du vil ha!"
sa' træet, og grenen den bugnende bød.