Fem erotiske digte (5 erotic poems)

Og atter ser jeg, at himlen er blaa,
Som var det alt dybvarm sommer.
O, kjære min himmel, vær ligesaa smuk
Den dag, da min elskede kommer.

Af skinnende knoppe staar skoven fuld --
Af bristende blade og blommer.
O, kjære min skov, spring ud, spring ud
Den dag, da min elskede kommer.

Mit hjerte skjælver i fryd og i angst,
Mit blod snart stanser, snart flommer.
O, hør mit hjerte, stat stil, stat stil
Den dag, da min elskede kommer!

Sent iaften, naar du kommer,
Springer hele skoven ud.
Staar saa blosterhvid og festlig,
Venter bare paa at se dig.

Naar du kommer sent iaften,
Kørende opad alléen
Er du kanske træt, min elskte,
Derfor tier alle fugle,

Derfor tysner alle bække,
Derfor mørkner det i skoven.
Kun to lys hist indfra huset
Hilser stille dig velkommen.

Og juniregnen pusler over æbleblomsters sne,
Og der er intet menneske paa veien mer at se,
Og natten er vidunderlig stille.

Nei, intet skal forstyrre dig, min elskede, inat.
Og derfor galer ikke gjøgen ifra krat,
Og derfor bruser fossen fjernt og sagte.

Jeg skjælver, naar jeg tenker paa, at du har mig kjær,
Jeg skjælver, naar jeg tenker paa, at var du ikke her,
Da havde jeg livet ikke levet.

Paa en mandolin med smekkre,
Blanke sølverstrenges rade
Vil jeg spille dig, min elskov,
For en dæmpet serenade, Du! Du!
Medens nattevinden suser
Sagte i jasminers blade.

Maanen seiler guldbeg gjennem
Lette skyslørs matte flammer,
Aander alvefine straaler
Mellem havens tause stammer. Du! Du!
Jeg vil bede maanelyset
Stryge stilt ind i dit kammer.

Der er kun én fugl, som synger,
Dæmpet, lokkende histude,
Medens maanestraaler varsomt
Glider om din hvide pude. Du! Du!
Jeg vil bede fuglen nynne
Hele natten ved din rude.

Alle roser og jasminer  -
Hvor de dufter allesteder.
Og igjennem juninatten
Deres sødme blødt sig breder. Du! Du!
Jeg vil bede alle blomster
Dufte for dig, hvor du træder.

I de forunderlige blonde nætter
jeg gaar alene, men med dig jeg taler.
Rundt om mig vaaren blomstersnehvid blunder,
et springvand plasker lydt. En hane galer.
Jeg gaar alene, men med dig jeg taler,
som jeg har talt med dig saa mange gange.
Har du det ondt, min ven?
Var du bedrøvet i disse svundne aar, de lange lange!
Jeg stanser brat. Jeg fryser nedad ryggen
og stirrer ræd omkring de stille sletter.
Aa Gud! Det er, som jeg hører dig græde
i de forunderlige blonde nætter.