Det dufter så sælsomt i Skoven, 
Det hvisker omkring os: »Sommeren dör!» 
Om Himlens Hvælving foroven 
Der hænger et skælvende Dråbeslör. 
Hvem griber i klingende Strenge? 
Hvem nynner en bævende Sörgesang? 
De gulnede Poplers sagte Sus 
Sig blander med Bjærgbækkens Sölverbrus, 
Når ned den mod Dybet vil trænge. 
O lyt! det er Höstens Klang!

Det solklare Dage forsvinde,
Som Lysglimt glide ad Söen bort,
Et falmet blegnende Minde
Er Alt, hvad vi eje inden kort.
Hen over de slagne Enge?
Den sidste Trækfugl forlængst sig svang.
Et Afskedssuk gennem Skoven går,
Og Slutningsaccordens Toner slår
I Bjærgbækkens rislende Strænge
Med susende Sölverklang.

Se alt hvad dit Hjerte har ejet 
Som visnede Roser skal forgå. 
Så gold, som når Agren er mejet, 
Din Arbejdsmark skal omkring dig stå. 
Den Ven, du elsked så længe, 
Tilsidst skal gå bort för sidste Gang. 
Ak, gamle Ord til en kendt Melodie: 
»Forsvundet, fortabt, forglemt, forbi!» 
Det isner i Hjertets Strænge 
Ved Sommerens Afskedssang.