Digte og sange af Bjørnstjerne Bjørnson. 2. samlingen

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smågutten gik nede og blæste på Lur.
"Hvi blæser du altid, ti stille, du Små,
det hæfter min Tanke, som vide vil gå
nu, når Sol går ned."

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smågutten lod være at blæse på Lur.
"Hvi tier du stille, blæs mere, du Små,
det løfter min Tanke, som vide vil gå,
nu, når Sol går ned."

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smågutten tog atter og blæste på Lur.
Da græd hun i Aftnen og sukkede ud:
"O sig mig, hvad er det mig fejler, min Gud!"
Nu gik Solen ned.

"Dans!" ropte felen 
og skratted på strengen,
så lensmandsdrengen
sprat op og sa': "Ho!"
"Stans!" ropte Ola,
slog bena unda'n
så lensmand dat af'n
og jenterne lo.

"Hop!" sa'n Erik 
og spænte i taget,
så bjælkerne braged
og væggene skrek.
"Stop!" sa'n Elling
og tog ham i kragen
og holdt ham mod dagen:
"du er nok for vek!"

"Hei!" sa'n Rasmus,
tog Randi om live':
"skynd dig at give 
den kyssen, du ved!"
"Nei!" svarte Randi, 
en ørfig hun gav ham
og sled sig ifra ham:
"der har du besked!"

Ingerid Sletten af Sillegjord
havde hverken sølv eller guld;
men en liten hue af farvet uld,
som hun havde fåt udaf mor.

En liden hue af farver uld,
havde hverken stas eller fo'r;
men fattigt minne om far og mor,
der skinned langt mer' end guld.

Hun gemte huen i tyve år,
måtte ikke slide den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for alteret går.

Hun gemte huen i tredive år,
måtte ikke skæmme den ud!
så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for vor Herre står.

Hun gemte huen i fireti år,
hugsede endnu på sin mor,
»vesle min hue, forvist jeg tror,
vi aldrig for alteret står.«

Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leder frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igen.

Den hvide, røde Rose,
saa kaltes Søstre to, ja to.
Den hvide var saa stille,
den røde altid lo.
Men omvendt ble det siden, ja,
for saa kom Friertiden, ja.
Den hvide blev saa rød, saa rød,
den røde blev saa hvid.

Thi ham den røde elsked,
ham ville Far ej ha, ej ha.
Men ham den hvide elsked,
han fikk paa Timen ja.
Den røde, ak, hun falmer, ja,
med Suk og Sorg og Salmer, ja,
Den hvide blev saa rød, saa rød,
den røde blev saa hvid.

Nej, saa blev Far skam bange
og maatte til med ja, aa ja!
Og saa klang glade Sange
til bryllupsskudd, hurra!
Og snart sprang mindre Roser, ja,
paa Sko og bitte Hoser, ja,
den rødes de var hvide,
men den hvides alle rød'!