Romancer og Sange

Har du alt længe sovet?
Ligger du sødt i Blund?
Hviler dit trætte Hoved?
Smiler i Fred din Mund?

Er din Tanke saa standset
Sidst i en mild Accord?
Søvnen valmuekrandset —
Jog den dig Smerten bort?

Under den hvide Kappe
Slumrer dit blonde Haar?
Ned fra Himmerigs Trappe
Drømmen saa sagte gaaer?

Maler en liflig Scene
Sig for dit anende Sind?
Ligger din Haand, den ene,
Under din fine Kind?

Ligger ved Hjertets Kilde
Haanden, den anden, blødt?
Dæmper den der de vilde
Smerter, venligt og sødt?

O, det yndige Billed,
Som for min Sands opgaaer!
Reent og puurt det stillet
Her i mit Indre staaer.

Fjernt, som Klokkens Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos dig boe.

Vor Reisetid er endt
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

I Skovens Højsale Falken grå
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en kvist, hvorpå
Jeg hvile kunde min Fod.

Bag dunkle Buske, så lunt i Løn,
Der lægger sig Hjort og Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.

Når Blomsten græder, i Luftens Strøm
Dens Smerte vorder så kort;
Til mig der når ingen ånde øm
For at veire min Tåre bort!

Søster lad os ile nu
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

De see paa dig med Øine milde,
De mæle intet bittert Ord;
De tale, tidligt eller silde,
Saa sødt, imens de staae i Flor.

Og deres Tankekreds er sluttet
I den, som pleier dem saa ømt;
De glemme saligt i Minuttet,
Hvad i Minuttet de faae drømt.

Til Tak de skjenke, hvad de eie,
Saa stærkt og puurt, som de det fik,
Mens de mod Solens Aasyn dreie
Med Længsel deres vaade Blik.

De er saa venlige, saa bløde,
Al deres Tanke reen og smuk;
De leve uden Sorg og Brøde,
Og slumre hen — foruden Suk.

— O, var jeg dog som Blomsten, stille
Og uden Vildhed i mit Sind!
Jeg følte da med Taalmod trille
Kun Duggens Taare paa min Kind;

Jeg kunde tale med dig rolig,
Som den, med Smilet om min Mund;
Du bøied dig saa trygt, fortrolig
Og læste i mit Hjertes Grund;

Jeg leved ved dit Øies Stjerne,
Som Blomsten, varm af Solens Glød;
Og ak! hos dig jeg døde gjerne,
Naar du med Veemod saae min Død.

I Nattens venlige Drømme
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Længe Du alt har sovet
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —