Sange fra Fjeldsøen

I spådomskløften ved fjeldsø bor
den mægtige bjergets frue,
hun lokker de unge med fagre ord –
ve den, som hende får skue!

Hun lover ham guld og elsket mø,
hvis han til Freja vil bede; –
men falske, som den slugende sø,
er hendes løfter om glæde.

Hun vil ham drage i dybet ned,
hvor gamle guder dvæle,
der hersker der ingen kærlighed,
ej fred for menneskers sjæle.

Thi råder jeg hver en svend og mø:
“Tro ikke de smilende vover!
Ro ikke over den blanke sø,
når månen skinner derover!

Thi dragende lyder da hendes sang,
da har hun magt at dåre;
og følger du bjergets lokkende klang,
du hvilte bedre på båre!”

Herlig er hallen hos rige herse,
mundgodt og mjød han mildt uddeler.
Dejligst af alt, dejligst af alt
dog er hans datter.

Kor
Dejligst af alt, dejligst af alt
dog er hans datter.

Snart vil ung Helga selv fremskride,
skøn, som solen på snefjeldstinder –
stærke mænds hjerter, stærke mænds
hjerter smelte som sneen.

Kor
Stærke mænds hjerter, stærke mænds
hjerter smelte som sneen.

Bejlerne bæve af elskovsbrynde.
Vælge hun vil den, hende er værdig:
fagrest af fagre, fagrest af fagre
den bedste favner.

Kor
Fagrest af fagre, fagrest af fagre
den bedste favner.

Sov trygt i vuggen, du Helgas barn!
Jeg vogter dig tro mod huldrens garn –
de spændes om dig fra fjeldet, fra fjeldet.

Jeg signer dig mod Sankt Olafs tegn,
det er mod trolde det stærkeste hegn:
han maned dem ind i fjeldet, i fjeldet.

Jeg signer dig i vor Frues navn,
jeg signer dig mod hver ørn og ravn,
som lurer på dig fra fjeldet, fra fjeldet.

Sov sødeligt nu, min dyre skat!
Krist værge dig mod den mørke nat,
som truer os alle fra fjeldet, fra fjeldet.