Sex Sange til Texter af Ingemanns Ahasverus : Romancer og Sange

Jeg hørte dem sjunge i Øst og i Vest 
Om Paradiset blandt Lande: 
Hver Fugl sin egen Rede fandt bedst 
På Bjerg og ved nøgne Strande.  

Og lige Ret jeg dem Alle gav:  
Hver Sjæl sit Fædreland priste; 
Men fredløs foer over Bjerg og Hav 
Den evige Landsforviiste. 

På Zion græsser Osmanens hest 
Og ved [Genesarets]1 Bredder  --  
Det Folk, Gud Herren har elsket meest, 
Veed ei hvad Fædreland hedder.  

Er det Sarons Slette, jeg vandrer paa? 
   Hist Havet heelt mægtigt bruser ⎯
Judæas Bjerge i Øst jeg saae ⎯ 
   Fra Carmel Sydvinden suser.

Men Lilliemarken jeg stuer ei ⎯ 
   Her Sarons Roser ei gløde ⎯ 
Ei dufter paa tulipanskjøn 
   Vei Narcissen iMorgenrode.

Paa Sletten gaaer jeg i fremmed Land ; 
   Judæas Bjerge forsvinde ⎯ 
Mit Carmel flyver fjernt over Strand 
   Med Taagen for Nordens Vinde.

Jeg lytter med Lyst, naar det luster fra Øst; 
Den Luftning meest mig husvaler: 
Den bringer mig Hilsen fra Canaans Kyst, 
Og om Sarons Roser den taler.  

Granatæbleskoven den sused forbi, 
Over Ramas Figentrælunde; 
Den hvisker om Grotten ved Bjergtemplets Sti, 
Hvor David og Salomon blunde.  

Om Hvilen hist i forjættede Land 
Det toner i Østvindens Susen; 
Dog  --  Paradisluftning henflyr over Strand; 
Men Dybet kun svarer med Brusen. 

Jeg vil opsøge dig, du gamle Nat !
   Jeg vil mig hvile i din Mørkheds Hule.
Af Gang min Fod er træt ; min Sjæl er mat ; 
   Dybt i dit Skjød jeg vil mit Aasyn skjule.

For dig kun jeg oplade vil min Mund ;
   Til dig kun vil min Sjæl sin Røst udsende :
Siig, Nat ! siig, drømmer du om Morgenstund ? 
   Siig, drømmer du om Dage uden Ende.

Forkynd ⎯ hvis Lyd af Røst din Taushed brød ⎯
Bebud ⎯ hvis Stemmer i din Afgrund løde ⎯
Hvormange Dage slumre i dit Skjød ? 
   Hvormange Dages Nætter skal du føde ?

Svar ! venter end Aarhundreder paa Liv ? 
   Skal end Aartusinder af dem udvælde ?
⎯ Ak, først naar Herren trættes ved sit : 
Bliv ! Skal dette Hoved sig til Hvile helde.

   Over Viinløvsalene steg min Fod ;
Jeg min Stav havde sat over Olietræernes Skove ;
   I Dybet henbrused Kisons hellige Flod;
Hoit Thabors Fugle sang over Kedumims Vove.

   Her toned Deborahs Seierssang !
Her priste mit Folks Heltinde Zebaoths Seier !
   Her Baraks Helterøst i Skyerne klang
Om Hedningens Hær, som Kisons Stromme bortfeier !

   Mit Die har skuet Thabors Glands ⎯
Min Sjæl har sig frydet ved Jordens Deiligheds Krone :
   I Forjættelsens Land hæver Bjergenes Bjerg sin Krands ; 
Paa vor Herligheds Bjerg straaler Guld fra Eloahs Throne.

   Forneden blinke Søer og Hav ;
Mellem grønnende Græsgange Jordan snoer sine Strømme.
   Et Paradiisland Eloah Israel gav ⎯
Ak ! ⎯ Sky nu skjuler mit Thabor og Israels Drømme.

Jeg saae Jerusalem falde;
   I Lænker mit Folk jeg saae.
Hvor blev de Seirherrer alle ? 
   Jeg saae deres Slægt forgaae ;
paa deres Grav end staaer den vandrende Jøde.

Hvert Folk paa Ford skal forsvinde ⎯ 
   Udslettes skal deres Spor ;
Ei Abrahams Slægt og Minde 
   Forgaaer før Himmel og Ford :
Paa Verdens Grav end staaer den evige Føde.