Sex Sange

Sig månen langsomt hæver,
den gyldne stjerne svæver
på himlen klar og blid. 
Vor skov er tavs og stille,
og hvide tåger spille
på engen rundt ved aftenstid. 

Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm! 

Betragter månens bue! 
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund. 
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun. 

Vi stolte Adams slægter
kun såre lidet mægter,
og meget ved vi ej. 
Vi efter skygger jage
og mangen kunst opdage
og komme længre fra vor vej. 

Gud fader i det høje,
lær mig at skelne nøje
det sande fra dets skin! 
Og mens jeg er i live,
lad lig et barn mig blive,
skænk mig et fromt, enfoldigt sind. 

Koldt nattens vinde sukke,
mit øje vil sig lukke,
giv mig, o Gud, din fred! 
Se nådig til min slummer,
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med!

Jomfruen tog over sig Kaaben blaa, 
Og ud i Lunden saa monne hun gaae.
             Imod saa blid en Sommer.

Hun skaaded' Eg og hun skaaded' Bøg, 
Men alt stod Linden saa grøn som Løg.

“Lyksalige Lind! du staaer saa bold, 
Som hvert dit Blad var af røden Guld.”

“Du tørst ikke ved saa at rose mig, 
Langt bedre Lykke Gud undte dig.

For du sidder inde med varme Been, 
Mens jeg staaer ude med frossen Green.

Og vi var elleve Sydskend' smaa, 
Da Stifmoder strid vi maatte faae.

Hun skabde os alle fuldilde om,
Men mig dog gav hun den værste Dom.

For Somme hun gjorde til Hinde smaa, 
Og Somme hun gjorde til Falke graa.

Mig gjorde hun til saa grøn en Lind, 
At jeg skulde staae for Regn og Vind.

Jeg maatte ei staae i Sommerland,
Men kun, hvor Isen blev tyk paa Strand.

Hun bød mig stande og ei faae Bod, 
Før Kongesøn mig kyssed' paa Fod.

Imorgen kommer der Beiler til dig,
Da kommer og Tømmermænd til mig.”

“Nei, stat du herude og tænk paa mig, 
Mens jeg ganger hjem, beder godt for dig!”

Hun skrev de Breve med hviden Hand 
Til hendes kiær' Broder i fremmed Land.

Det første, den Herre de Breve saae, 
Han sagde: Christ signe de Fingre smaa!

Min Lykke, den være, som Gud han vil! 
Dog skal jeg giøre mit Bedste dertil.

Saa pløied han dristig den salte Søe, 
Saa kasted han Anker ved løvgrøn Øe.

Saa axlede han de Skarlagen smaa, 
Og saa monne han til Lunden gaae.

Saa kyssede han den Linderod, 
Det blev den deiligste Jomfrufod.

Ja, Linden blev til en Mø i Vaar, 
Med Rosenskind og udslagne Haar.

Han slog over Møen Skarlagenskind, 
Og fulgde hende saa i Loftet ind.

“Hil være dig, Syster, paa Gyldenskrin! 
Jeg fandt her i Skoven en Blomme fin.

Her haver du nu den Lilievand,
Du skrev mig til om i fremmed Land.

Nu haver jeg hende af Fængsel frelst, 
Hvem under du hende nu allerhelst?”

“Jeg vil allerhelst, kiær' Broder min, 
At hun bliver Allerkiæreste din.”

Saa gav han hende saa godt et Guldbaand, 
Og derhos sin Tro med hviden Haand.

Hr. Hildebrand fæsted den Rose rød, 
Da havde hun ret forvundet sin Nød.

Og han og hans Syster i Gammenslag, 
De holdt deres Bryllup paa samme Dag.
            Imod saa blid en Sommer.

Og der er ingen Ting , der kan flyve saa højt, 
Som Falken med alle sine Unger;
Og der er ingen Ting, den kan skære saa drøjt, 
Som onde Menneskers Tunger .

Der er ingen Snarer, der skærer saa haardt, 
Som Menneskers falske Hjerte :
Christ give, jeg maatte leve den Dag ,
Jeg kunde forvinde min Smerte !

Jeg havde mig engang en kjæreste Ven, 
Til hannem stod al min Begjære ,
I Ord og i Tale da var han mig huld, 
Hans Mening dog falsk monne være.

Ja, havde hans Hjerte nu været som hans Ord, 
Som hans Ord det gav sig tilfjende,
Da var der slet ingen paa denne Jord ,
Mit Hjerte skulde fra hannem vende.

Men Klaffernes Munde giksammen i Raad, 
De vilde vort Venskab adskille ;
Men GudhanerdoghøjestiRaad, 
Det gaaer alt efter hans Ville.

Og nu er jeg som et enligt Træ, 
Der stander paa vildeste Hede,
Langt ude fra By, fra Læ og fra Ly, 
Som paa blæser Stormen den vrede.

Og nu er jeg som en enlig Fugl,
Der sidder paa vildeste Kviste :
Den sidder og sørger og græmmer sig der,
For Magen sin har den mistet.

Og nu er jeg som en liden Smaafisk, 
Der ligger ved Havsens Grunde :
Naar alle Smaafiffe gaae sammen i Leg, 
Da ligger den ene paa Bunde.

O lønlige Sorg , hvad est du dog haard ! 
Hvad est du dog tung at bære!
Du haver nu gjort mig Sorgen saa stor, 
Som før min Glæde monne være !