Digte af Helene Nyblom

Du kommer
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Hvorhen en Stormvind gaar
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —

Kom, kom, Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Spring, spring 
höjt over Stenene! 
Sving, sving 
dybt under Grenene! 
Tågerne fölge og mörknende, svale 
over dig dale, 
og Skoven er tom.

Kom, kom, Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Let, let, 
her skal du finde mig. 
Tæt, tæt, 
fast skal jeg binde dig. 
Alt, hvad du sögte på Menneskers Veje, 
det skal du eje, 
men skynd dig og kom!

Kom, kom Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Kast, kast 
alt, hvad der tynger dig! 
Hast, hast 
ind hvor der slynger sig 
sælsomme Ranker om Skovdybets stille, 
bundlöse Kilde. 
Så skynd dig og kom!

Kom, kom Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Kort, kort 
synes din Dröm hos mig. 
Bort, bort, 
hurtig dog skynde sig 
hundrede År af de lange og bange, 
mennesketrange. 
Kommer du? Kom!

Straal ikke, Luft , saa duftende blaa !
Brænd ikke, Blomster, saa røde !
Sommervinde, som komme og gaa,
Vær ej saa smeltende bløde !

Bølger, slaa i en anden Takt,
Hvor I mod Stranden skylle ! ⎯
O, denne Magt, denne skjulte Magt,
Som vil mit Hjerte fortrylle !

Alt hvad jeg længst har kastet bort,
Alt hvad i Smerter dode,
Bruser mig her i en fuld Accord,
Levende, stærkt imøde.

Mangen en dygtig Kamp jeg stred,
Stod mangen Dyst med Ære ;
Men denne fulde Lyksalighed,
Den kan jeg ikke bære !

Det lyner blaat fra Orions Sværd,
Sirius blinker højt ved hans Side.
Over Himlen en sælsom Hær
Af svævende Skyer glide.

Stormen farer ad Sletten hen,
Ryster heftigt sin brede Vinge ;
Op mod Stranden og ud igjen
De sprojtende Bolger springe.

Det hvide Skum kommer hvirvlende ind,
Brændingen følger dønende efter. ⎯
O, jeg smiler ad Havets Vind,
Ad Himlens oprørte Kræfter.

En anden Magt i mit eget Bryst
Frygter jeg mer end Storm og Vover,
En Magt, som kan skabe Sorg og Lyst
Og tænde Stjerner derover ;

En Magt, som kommer med Vaarens Glød,
Med Varme som Himlens Sol, den høje ;
En Magt, saa vældig og dog saa blød,
Som ned i Knæ vil mig boje.

Siig mig, du Hav, som om Verden slaar,
Svar mig, I vidt omsusende Vinde :
Findes et Sted, did Elskov ej naar
Og aldrig Vejen kan finde ?

Een vælger sig Forglemmigej, 
som gror ved Kildens Rislevej.

En Anden smaa Violer blaa,
der Vaarens Bud i Skoven gaa.

Men Een i Glød ta'r Rosen rød, 
som den fra Somrens Hjerte skød.

Een smiler til et Farvespil, 
en Anden Duften aande vil.

Een søger dem i Skovens Hjem, 
og En hvad Haven trylled frem.

Saa raaberHver: „O kom, se her,  
giv Prisen den, jeg mest har kær !“

Jeg svarer: „Nej", thi paa min Vej 
slet Ingen, Ingen vælger jeg.

Ak,jeg har Sands for Alles Glands, 
⎯ Jeg ta'r dem Alle i en Krans