7 Sange

Det er vaar! Det er vaar, aller kjæresten min!
Det er solen, som slaar sine net om din kind,
og jeg selv er din skjelm og din skøier,
hat til følge al vaardagens løier.

Vaar! Det er. Vaar! Og den susende vind har alt
legt med dit haar, har alt stukket der ind alle
Vaarens de guldgule blommer. O ja tro det er
Vaaren som kommer? 

Du solguld over jorden ind,
naar alt, som lever blunder,
du livsens glød i alle sind,
hvor kan du gjøre under!

Du kalder frem en morgen fro,
og til din pris der kvædes.
O solguld! livet elsker jo
det smil, hvori det klædes.

Skjær er din hud, min lyslette brud,
skjærere dine tanker
ind i mit sind sig ranker,
bøier sig blyge som sneklokkers krans
ind i min sans.

Rigt som en vaar, du deilige, saar
sol paa den vei, jeg vanker.
Ved du, saa tidt jeg sanker sol i mit sind,
blir der sang i min hu:
sangen er du. 

Hav og fjeld, hav og fjeld!
blid ved morgen, mørk ved kvæld.
Begge har I kraftens ro,
lidenskaben begge to.
Sangen i jer bringe bor,
al jer sang er sterk og stor.

Høie fjeld, brede fjeld!
Du har jættens styrke væld.
Alvor raader dine drag,
isklod trods en vinterdag.
Truer med dit sorte bryn,
løfter med dit lange syn,
løfter med dit lange syn.

Vide hav, blaae hav!
Evnen, som du speiler af,
det er denne huldremagt
i en kvindesøie lagt.
Lokker, naar du smiler mildt,
drager naar du bryter vildt;
drager naar du bryter vildt. 

Blaat i blaat og blankt i blankt
ligger havet milelangt;
blaat i blaat er himlen over
dagen solveirsklædte vover.

Snart som guld, naar sol staar paa
hvide vinger i det blaa,
snart som kul, naar fjæret følge
kløver luftens klare bølger.

Vingehvide flytfuglhær
flokkes om de fjerne skjær,
hvide barmes lange rader
i det baaregyldne bader.

Solskinsdus fra hei til bryn,
stille hav med seil i syn,
stille hav, hvor fugle svømme,
speiler dagens lune drømme. 

Det er, som de nynnede sange,
der aldrig sig ret vilde føie,
nu kommer med latter i øie,
som barn over sollyse vange,
som barn over sollyse vange.

Det er, som i myldrende skarer
de nynnede sangene kommer
og hilser, med dryssende blommer
og jubler og videre farer.

Med ved du, hvo vakte, min pige,
den yrende leg i min tanke?
Det er dig, du er solen, du ranke,
du er sol i mit sangfulde rige.

Solskin leger i lindeskjul
sidsten med flagrende sommerfugl,
duggen det himmelblaa høie
ser i sit blanke øie.

Det er morgen og sol, morgen og sol
med duft ifra birk, fra hæg og viol
og tusene blommer.
Det er sommer, det er sommer,
det er sommer i li.