Sange sub Rosa

Jeg drages didhen, hvor stille
du gaar under kvæld og drømmer,
som elve til havet strømmer
didhen mine tanker milde.

Ja, kunde de om dig bølge
de tanker i solfaldsgløden,
da steg de som morgenrøden
med purpurne skyers følge.

De steg mine tanker ømme
som skyer i luftens blaaning,
til atter som elv i skraaning
de fandt dig i stride strømme.

Det er at fare i svarten skog
i dine lokker at dølges;
to brune øine derind mig drog,
og altid af dem jeg følges.

Det er at fare i skogen vild
i dunkle solefaldstider,
naar kinden gløder saa myg og mild
og haaret over den glider.

Det er at gaa sig i skogen bort
og ei tilbage at finde,
naar haaret falder saa rig sort,
og jeg faar gjemmes der inde.

At hvile hodet ved din barm
og aandedrættets rytme følge
det er at vugges af en varm,
en lys, en rosenfarvet bølge.

Jeg synker i den vove sødt,
i bølgedalen dypt jeg farer;
jeg løftes paa dens rosenrødt,
og rytmen evig varer.

Jeg bæres uden stans afsted
snart høit og frit snart dypt begravet;
men o! der er en ro derved,
som aandes kun af Havet. 

Om ikke jeg var i din tanke, og ejed din attraa og agt,
det gjorde mig ei forsagt:
jeg trængte derind med magt!

Jeg trængte derind med magt og raned just dig du ranke,
og raned just dig du ranke
til brud paa min tankes borg.

Dit haar det er natten, din læbe dens glød,
dit øie dens funklende stjerner,
din snehvide arm er dens vuggende skjød,
som tungsindet dulmer og fjerner.

Din barm det er dagen, som bølger paa ny,
dit øie er solen, som rinder;
og morgenens deilige drømmende sky
det er dine blussende kinder. 

Hei! Du fygende maage, aa hei! lad mig følge dig
bær mig paa hvide vinger over din havblaa vei.
Bær mig did ud, hvor tilje er barmbrede bølger blaa,
tag er den høie himmel hvælvet der ovenpaa.

Bær mig did ud, hvor havets brusende stolte sang
gaar gjennem domens øde som eneste tones klang.
Der vil jeg bølgerne ride, seile paa blanken sjø,
stænkes af salteste havsprøit, ensom derude dø.

Bær mig, bær mig, bær mig udover.

Ensom mand over fjeldets vildhed gaar,
kun fulgt af en evig stilhed,
gaar i tanker, og der han fo'er
staar ei sten eller levnes spor.