Fire Jyske Sange af Anton Berntsen

Jens Madsen wa en Feskermand a gammel Sømandsslæjt,
han sejled o di stue Haww, fræ han kons wa en Knæjt,
no wa han gywt å bløw dæhjemm å drøv æ Feskeri,
hans Kuen gik rundt å soold æ Fesk, å hun hjed An-Sofi.

Så wa et da en Vinterdaw, æ Stråend wa frossen te,
Jens gik deruud å stanget Oel å tindt æ Føø ve de!
æ Vind håd wæend sæ, de blæjst op, han tow sæ ett i Wåår,
så knagt æ Is å kam i Drøwt, å no wa Jens i Fåår.

De ræwwnet å de skildes ad, de sukket å de sang,
å Jens, han løew, så stærk han kunnd, å øwwer æ Ræwwner sprang,
men innd o Land stod An-Sofi, hun jamret å tow o:
Åa Jens, åå Jens, mi bette Mand, hwodan skal et dæ go?

Men Jens han kam endda i Land å trasket sinde hjem,
han skjændt o An-Sofi å såå: Mon do æ ve di fem?
A sejlet o de stue Haww, kam åldti godt i Land,
hwo kan do tænk, te a kund drowwn i såen et lille Wand!

Hu æ så møj en hwalle Piig,
de håer I nok fånommen,
vi tøtt, te vi bløw howwedriig
den Daw, da hun wa kommen.
Hind Ywn di æ så klåår å blo,
å næer a Glee di skinner,
di æ som et Par Stjanner smo,
å sikken et Par Kinder!

Hun tomle groww, den lille Skat,
mæ wos tow gammel Narre,
vi slidde bådde Daw å Nat
å blywwe ålde fàrre.
Hun skuld jo læær å skekk sæ godt
å lyyj si Mue å Fåe,
de goe jo wal ino let småt,
men bi-de komme snåe!

Vi passer hind, så godt, vi ka,
å bér Gud hjelp wos mæ et,
å de kan væær, vi kan endda
kom nowweleddes fræ et.
Men hwa dæ ska blyw a wo Båen,
næer vi en Gong go fræ hind,
de legger i Wohærres Håend,
å han vil nok vær mæ hind.

Den jenn ska studier bådde Græsk å Latin
den anden ska ud å graw Groov
jens Arrbed æ groww, å en andens æ fin,
men Menneskværk er et tehoov.

Den jenn han ka sed som en Goormand så bown,
den anden slo Stien ve æ Veij,
den jenn kan vær Konng for æ hiele Sown,
den anden hå slæt ett å sæij.

Den jenn hå få møj å den anden få let,
men en Daw æ de beggetow henn
å så ka et snåe kom ud o jet,
om do helder a wa den jenn.

Mi Husbond wa en piinwon Rad,
en uend å gjerre Knark,
å tit, næer vi i Høstens ti
wa mæ ham i æ Mark,
Han skjældt wos ud u å læet wos høør,
wo Las wa åldtfo smo,
han kund jo ett blyw farre te
å leg æ Lastræ o.

Fræ tiele Muen te swoten Nat
han ferrmet å hænd i,
kons let han snakket mæ hans Kuen,
han kund jo ett fo Ti.
Hun passet bååde Huws å Haww
å fæk en hiel Flok Smo,
hun gik så tung, som hun håd fat
et Lastræ læijen o.

Mæ åld si Sled å Slæev han fæk
et Løwwnet træls å long,
hans Glee bløw tynd, men tyk å bre
hans Tæijnbog å hans Pong.
Han fæk en Graw    - a trowe knap,
han rolle i en lo,
om et di håd en stue Stien
te Lastræ læijen o.