Digte og sange af Bjørnstjerne Bjørnson. 1. samlingen

Killebukken, lammet mitt;
skjønt det ofte går tungt og stritt
opp etter slette fjelle'
følg du vakkert din bjelle.

Killebukken, lammet mitt,
pass så dyktig på skinnet ditt;
mor vil ha det i fellen,
som hun syr seg om kvelden.

Killebukken, lammet mitt,
legg så dyktig på kjøttet ditt;
vet du ikke, Tuppen,
at mor vil ha det i suppen?

Træet stod færdigt med blad og med knop.
"Skal jeg ta dem?" sa' frosten og pustede op.
  "Nej kære, lad dem stå,
  til blomster sidder på!" --
bad træet og skalv ifra rod og til top.

Træet fik blomster, så fuglene sang.
"Skal jeg ta dem?", sa' vinden og vifted og svang.
  "Nej kaere, lad dem stå,
  til bæret sidder på!" --
bad træet, i vinden det dirrende hang.

Og træet fik bæer under soløjets glød.
"Skal jeg ta dem?" sa jenten så ung og så rød.
  "Ja kære, du kan ta
  såmange du vil ha!"
sa' træet, og grenen den bugnende bød.

Tag imod kransen, den er til dig,
tag imod kransen, tænk lidt på mig!
  Her er det grønneste 
  græs til den skjønneste, 
  her er den hvideste
  blomst til den blideste, 
  her er den fuldeste
  knop til den huldeste,
  her er et eneste 
  blad til den reneste. 
Tag imod kransen, den er til dig, 
tag imod kransen, tænk lidt på mig!

Synden, døden, søstre to,
satt tilsammen i morgenrøden.
Gift deg, søster, så får jeg bo
i ditt hus, sagde døden.

Synden holdt bryllop, døden lo,
dansende om dem på bryllopsdagen;
natten kom, hun brudgommen tok,
og bar bort i laken.

Synden våkned alene, græt.
Døden satt over i morgenrøden:
den du elsker, jeg elsker med;
han er her, sagde døden.