Marits visor

Kom, bukken til gutten,
kom, kalven til mor,
kom, mjauende katten
i snehvide skor,
kom, ællinger gule,
kom frem ifra skjule',
kom, kyllinger små
som næppe kan gå,
kom, duerne mine
med fjærene fine!
Se græsset er vådt;
men solen gjør godt,
og tidlig, tidlig er det på sommer'n --
men râb på høsten, så kommer'n!

Solen skinner vakkert om kvælden,
katten ligger doven ud på hællen;
 "To små mus,
 fløde af et krus,
 fire stykker fisk
 stjal jeg bag en disk,
 og er så god og mæt,
 og er så doven og træt,"
 siger katten.

Kyllinghønen vingerne sænker,
hanen står på et ben og tænker;
 "Den grå gås
 styrer høj nok kås,
 men se til, om den kan
 nå en hane i forstand?
Ind, ind, høner under tag,
solen kan gærne få lov for idag."
 siger hanen.

"Herregud, det er godt at leve
for den, som slipper at stræve,"
  siger fuglene.

Holder du af mig,
holder jeg af dig
alle mine levedage;
sommeren var kort,
græsset blegner bort,
kommer med vor leg tilbage.

Hvad du sa' ifjor,
husker jeg i år
sidder som en fugl i karmen,
kakker på og slår,
synger lidt og spår
lykke under solevarmen.

 ... 

Nu godnat, godnat!
drømmen har mig fat,
den om dine milde øjne
og de tavse ord,
som af krogen fór,
o, de vare så forfløjne!