Forskrevet : fire Sange

Song Cycle by Ture Rangström (1884 - 1947)

Word count: 366

1. Bægret [sung text not yet checked]

Jeg tager Bægret af din Haand
idet jeg i dit Øje ser -
jeg véd hvad Skaalen gemmer.
O lifligst Drik i lifligt Kar:
og om det end ej ubrudt var,
hvad er jeg selv? det sprøde Ler,
som hungrer imod Vinens Aand!
Jeg vil min Vin, vil intet mer -
jeg tager Drikken af din Haand
og Skaalen hos mig gemmer.

Authorship

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

2. Den raske Ungdom [sung text not yet checked]

Den raske Ungdom tog et Spring
og satte over Vandet,
brød sig en Blomst, snart her, snart hist,
forlod den med et Suk tilsidst
og drog sin Vej af Landet.

Det led paa Tiden, og der drog
en Vandrer ind i Landet;
og dér, hvor Strømmen flød i Ro
mod Solens Guldglød, hviled To
hver paa sin Bred af Vandet.

Hun hviled her, han hviled hist,
imellem dem laa Vandet;
og hun var bleg, og han var graa,
og begge stirrende de saa'
hvor Aftnen faldt paa Landet.

Da voved han sit Ungdoms Spring
fra før han drog af Landet;
og op han drev paa Sandets Grund,
dér kyssed hun den blege Mund
mens Natten faldt paa Vandet.

Authorship

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

3. Den høje Hest [sung text not yet checked]

Den høje Hest, den høje Hest,
hvor er den stolt at ride -
med Fjerbarret, med Tressehat,
med Kaarde ved sin Side.

Og alle Broer giver Gny,
hvert Borge-Led opspringer -
og se, Skønjomfru giver Køb,
selv uden Ring paa Finger!

Og hvert et Valdhorn sender ud
Stamherrens Ry saa vide -
den høje Hest, den høje Hest,
hvor var den nem at ride!

Kom, Ydmyghed, Du stille Ven,
og sæt Dig ved min Side;
nu skal vi to i navnløs Krog
tilsammen Dagen stride. -

Authorship

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

4. Den snevre Kreds [sung text not yet checked]

Nu bliver Alt saa smaat derude,
den vide Kreds indsnevrer sig;
jeg kigger ind ad Hjærtets Rude -
nu bliver Alt saa stort hos mig.

Men der er ingen brede Gæster,
ej Skænk og Sølvtøj i hver Vraa;
der er en Mand, som holder Fester
blandt sine Minders kære Smaa.

De gode Børn - i Klynger træder
de Dansen om den gamle Ven;
og om de snubler, om de græder,
de rejser sig og ler igen.

Jeg kigger ind ad Hjærtets Rude,
det trange Rum udvider sig:
nu bliver Alting smaat derude,
nu der er stort og lyst hos mig.

Authorship

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]