To Sange (A. Ochlenschäger)

I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå. 
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn. 

Bag køkkenets række
vi hensætte den,
fra trælistens sprække
den snor sig da hen. 
Hvis den fæster rod,
bli'r vor skæbne god;
dør den på sit sted,
ak da dø vi med. 

Da ikke vi kommer
så glade, så fro,
her følgende sommer,
når blomsterne gro. 
Hist, hvor korset står,
hist på kirkegård
blege ligger vi. 
Da er det forbi! 

Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå,
blandt stammer så ranke,
blandt lysgrønne strå. 
Pæne lille urt!
Står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.

Solen sank bag Bøgekroner, 
Langsomt hæver Mørket sig. 
Sværmeriets Trylletoner 
Aftenskumring lærte mig. 

Ærbar i et Slør sig svøber 
Al den unge Blomsterpragt; 
O men halvindhyllet røber 
Dobbelt Skjønheden sin Magt! 

Dagen synker, Egnen hviler, 
Svøbt i Mørke, stolt og fri. 
Glødende bag Busken smiler 
Maanen, som min Phantasie. 

Zephir vugger sorte Grene, 
Vifter Kjøling til mig hen. 
Nattergalen klager ene, 
Vaarens Sanger, Hjertets Ven. 

Skumring! ofte vil jeg sværme 
Her i dette sorte Krat, 
Medens Skyggerne sig nærme 
For at hylle mig i Nat. 

Hen, som Du, min Længsel svinde 
Salig i sit Veemodssavn! 
Stjerner! ak, naar skal I finde 
Skjalden i den Elsktes Favn?