Igennem bøgeskoven 
jeg dig ved hånden førte;
der var så grønt og køligt, 
vi nattergalen hørte.

Det var som hele verden 
med blomster og med grene,
med skyer og med stjerner 
tilhørte os alene.

Vi talte ikke sammen, 
vi kunne intet sige,
som snoede, tause ranker, 
ensomme, lykkelige.

Så frit, afsides var det, 
så ubevogtet, stille,
det var, som om vi intet 
mer ønskede og vilde.