I våren knoppes en lind så grøn
med liljer og martsviol;
der under sidder en jomfru skøn
og syr mod den klare sol.

Selv er hun ligest en sol i vår
som æblet er hendes kind;
Når hun for spejlet slår ud sit hår,
det falder som blomster fra lind.

Selv er hun et spejl udaf renest glar,
der kender ej plet og brist;
hun leger på streng med en hånd så snar
som solen på lindens kvist.

Som solen fanges af lindens blad,
så fængsler hun sans og sind,
så har hun mig bundet med tryllekvad
og fanget mit hjerte ind.
Hun har fanget mit hjerte ind,
har fanget mit hjerte ind.