Det lysned i Skoven, da ilede jeg frem,
Snart stod jeg, hvor Bakkestupet skraaned.
Jeg saa den vide Bygd, jeg saa mit kjære Hjem,
Jeg saa, hvor de fjerne Aaser blaaned.
Jeg saa de brede Fjorde, der skar sig ind i Bugt,
Og Elven saa jeg blinke og krumme sig saa smukt --
Jeg længtes til de sollyse Sletter.

Og dog var det atter, som den sukkende Li
Vilde blidelig holde mig tilbage, --
Som om den bag mig hvisked: Forlader du min Sti,
For ned i Folkevrimmelen at drage?
Ak, Skoven og Fjeldvandet havde i mit Sind
For første Gang suset sin Vemodstanke ind --
Og siden jeg glemmer den vel aldrig.

Thi ofte, naar jeg gaar i den myldrende By,
I de bonede, skinnende Sale,
Den samme Hvisken lyder saa bønlig, saa bly
Fjernt henne fra min Barndoms grønne Dale.
Da griber mig en Længsel til Skov og til Fjeld,
Jeg hører atter Bjælder og Lurlok ved Kveld
Og sus gjennem sjæggede Graner.