Otte norske viser , opus 6

Til Fjelds over Bygden staar min Hu,
naar Gjøgen begynder at gale.
Kom med til Sætren iaften du;
thi Solen skinner paa Fjeld endnu,
mens der er mørkt i Dale.

Der er paa Vejen en dunkel Lund,
hvor Alferne er' tilhuse.
Husk, der maa du gaa med lukket Mund,
Selv Nøkken derinde lader kun
sagte sin Harpe bruse.

Men oppe på Fjeldet er der Klang,
som gjenlyder i det Fjerne.
Der klinger Bjælder og Lokkesang;
med Langeleg der paa Sætervang
sidder min fagre Terne.

Der Kuckuck mich lockt nach Bergeshöhn, 
Die goldig im Abendroth funkeln. 
Komm mit hinauf du, mein Mädel schön,
Den Tag noch kannst auf der Alm du seh'n,
Thäler schon ruh'n im Dunkeln.

Es liegt am Wege ein stiller Hain,
Wo Elfen so heimlich hausen: 
Dort musst du mein Mädel, stille sein,
Der Nix selber lässt dort leis' und fein
Saiten der Harf' erbrausen.

Ein Echo vom Felsen süss erklang,
Wie Töne von Saiten aus Golde,
Es läuten Glöcklein zum Lockgesang,
Und tändelnd sitzt auf dem Felsenhang,
Schätzchen, das schöne holde.

Ved Sjøen, den mørke, bekrandset af Tallen,
Du møde mig, fagreste Gjente i Dalen!

Naar Stjernerne vaage, naar Skogene drømme . .
naar Oteren lister sig ud for at svømme . .

Naar Alting, undtagen dit Øie, som funkler
saa nødbrunt og venligt, mod Qvellen sig dunkler.

Da, Gjentami', mød mig ved furukrandst' Vove,
naar Stjernerne vaage og Skogene sove!

 ... 

Am See, unter Tannen, im schwellenden Moose, 
Da sah ich, vom Thal dich, die lieblichste Rose, 

Wenn Sterne erwachen, wenn Wälder schon träumen, 
Die Otter sich schleichet zum See unter Bäumen.

Wenn seelenvoll nur noch dein Auge mir funkelt, 
So nussbraun, so freundlich, wenn Alles rings dunkelt, 

Dann, Liebchen mein, steure zum einsamen Hafen, 
Wo Sterne nur wachen, die Wälder schon schlafen.

Nu tak for alt, ifra vi var små
og legte sammen i skog og lage'.
Jeg tænkte, legen den skulde gå
op i de grånende dage.

Jeg tænkte, legen den skulde gå
ud fra de løvede, lyse birke
did frem, hvor Solbakkehuse stå,
og til den rødmalte kirke.

Jeg sad og vented så mangen kvæld 
og så did bort under granehejen; 
men skygge gjorde det mørke fjæld, 
og du, du fant ikke vejen.

 ... 

Seid nun gedankt für der Kindheit Freud, 
Wir spielten so fröhlich im Wald und im Hage.
Ich wähnte, das Spiel währte alle Zeit, 
Bis in die grauenden Tage.

Ich wähnte, das Spiel -- nimmer wär es aus, 
Wo Birkenlaub grün im Walde mir flimmert,
Bis wo das sonnige Balkenhaus 
Roth, auch das Kirchlein erschimmert.

Ich sass und harrt' oft bei Abendzeit 
Und schaut hinab oft zu Tannengründen,
Der Fels doch schreckte die bange Maid,
Die nie den Weg konntest finden.

 ... 

Og ræven lå under birkerod
  bort ved lyngen,
og haren hoppede på lette fod
  over lyngen.
Det er vel noget til solskinsdag!
Det glitrer for, og det glitrer bag
  over lyngen.

Og ræven lo under birkerod
  bort ved lyngen,
og haren hoppede i vilde mod
  over lyngen.
Jeg er så glad over alle ting!
Hu hej, gør du slige svære spring
  over lyngen?

Og ræven vented bag birkerod
  bort ved lyngen,
og haren tumlede ham midt imod
  over lyngen.
Men gud forbarme sig, er du der! -
Å, kære, hvor tør du danse her
  over lyngen?

Das Füchslein lag unterm Birkenreis 
Auf der Haide, 
Das Häslein hüpfte leichten Fusses leis' 
Auf der Haide! 
Das kann es, wenn die Sonne lacht',
Es glänzt ja alles in wahrer Pracht 
Auf der Haide! 

Das Füchslein lacht unterm Birkenreis 
Auf der Haide, 
Das Häslein hüpfte voller Muth und Fleiss
Auf der Haide.
Ich bin so froh in dieser Welt! 
Juchhe, kannst springen du so in's Feld 
Auf der Haide?

Das Füchslein lauert am Birkenreis 
Auf der Haide, 
Das Häslein war gefangen, eh's es weiss 
Auf der Haide.
Ach Gott erbarm, was wird aus mir? 
Ja Kind, wie durftest Du tanzen hier 
Auf der Haide.

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
Jeg rangled tilskogs, la' mig att og bak
og vugged, hvad kom i minne.
Men der krøp maur og der stakk mygg 
og kvefsen var stygg og kleggen snygg;

"Kære, vil du ikke vere ute i godve'ret, da?" - 
sa' mo'r, -- hun sat og sang i svalen.

 ... 

Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
jeg gikk i en båt, la' mig att og bak
og lot den for strømmen rinne.
Men solen stakk, så min nese sprakk,
d'er måte med alt, og på land jeg trakk;

"Nu er det vel dager til at få høyet tørt i!" -
    sa' mo'r, -- hun slog i det med en rive.

 ... 

  Es war so ein heller Sonnentag,
  nichts hielt mich in dumpfigen Räumen.
  Ich schlendert in's Holz, unter duftigem Dach
  Da lag ich, zu sinnen und träumen.
  Da kroch die Ameis' und stach die Mück',
  Und Bremse und Wespe mir störten mein Glück.

Meine Liebe, willst du nicht in dem schönen Wetter ein wenig 
ausgehen, sagte die Mutter, die saß in der Laube und sang,

  Es war so ein heller Sonnentag,
  Nichts hielt mich in dumpfigen Räumen,
  Ich legt mich in's Boot auf dem fliessenden Bach,
  Wo Wellen sich kräuseln und schäumen.
  Die Sonne doch stach und die Nase verbrannt,
  Ich hatte genug, darum ging ich an's Land.

In diesen Tagen dürfen wir hoffen, dass das Heu bald trocken wird, 
sagte die Mutter, und schlug mit einem Rechen darauf.

 ... 

Hun Venevil hopped' på letten fod 
  sin kjærest' imod. 
Han sang, så det hørtes over kirketag: 
  "God dag! god dag!" 
Og alle de småfugle sang lystig med i lag: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en af de blomster blå: 
  -- "Mine øjne små!" 
Han tog den, han kasted' og tog den igjen: 
  "Farvel, min ven!" 
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

 ... 

Klein Venevil hüpfte mit leichtem Sinn 
  Zum Geliebten dahin.
Sie sang, dass es klang über's Kirchendach: 
  "Guten Tag, guten Tag!" 
Und alle kleinen Vöglein die sangen's fröhlich nach:
  Auf Sankt Hans 
  Gibt's Jubel und Tanz! 
Doch nachher weiss ich wenig, ob sie flicht ihren Kranz! 

Sie flicht ihm den Kranz aus Blaublümelein: "Schau
  Meiner Augen Blau."
Er nahm ihn, verwarf ihn, nahm neu ihn geschwind:
  Leb' wohl, mein Kind!" 
Und jauchzt, als er sprengt über's Ackerland geschwind! 
  Auf Sankt Hans
  Gibt's Jubel und Tanz! 
Doch nachher weiss ich wenig, ob sie flicht ihren Kranz! 

 ... 

Undrer mig på, hvad jeg får at se
  over de høje fjelde? 
Øjet møder nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
  vilde så gerne over,
  tro, når det rejsen vover? 

Ørnen løfter med stærke slag
  over de høje fjelde,
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
  sænker sig, hvor den lyster,
  ser mod de fremmede kyster! 

 ... 

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
  over de høje fjelde? 
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
  stængende der til det sidste,
  blive min dødningekiste? 

Wundern soll's mich, was ich dort seh',
Jenseits der hohen Felsen? 
Nun sieht das Auge ja nichts als Schnee,
Drunten doch grünt es an Fluss und See! 
Kann mir den Wunsch nicht versagen,
Darf ich die Reise wohl wagen?

Hoch steigt der Adler mit starkem Schlag
Über die hohen Felsen!
Fliegt durch den jungen, den kraftvollen Tag, 
Sättigt den Muth in dem wilden Gejag', 
Sinkt, wo er fühlet Gelüsten, 
Nieder auf ferneste Küsten. 

 ... 

Komm' ich denn nie, ach nie hinaus 
Über die hohen Felsen? 
Ach, sie erwecken mir Angst und Graus,
sind mir ein Sarg; eines Todten Haus
fesseln den Muth und die Hände
Gott, wann doch nimmt das ein Ende? 

Det lysned i Skoven, da ilte jeg frem,
Snart stod jeg, hvor Bakkestupet skraaned.
Jeg saa den vide Bygd, jeg saa mit kjære Hjem,
Jeg saa, hvor de fjerne Aaser blaaned.
Jeg saa de brede Fjorde, der skar sig ind i Bugt,
Og Elven saa jeg blinke og krumme sig saa smukt --
Jeg længtes til de sollyse Sletter.

Og dog var det atter, som den sukkende Li
Vilde blidelig holde mig tilbage, --
Som om den bag mig hvisked: Forlader du min Sti,
For ned i Folkevrimmelen at drage?
Ak, Skoven og Fjeldvandet havde i mit Sind
For første Gang suset sin Vemodstanke ind --
Og siden jeg glemmer den vel aldrig.

Thi ofte, naar jeg gaar i den myldrende By,
I de bonede, skinnende Sale,
Den samme Hvisken lyder saa bønlig, saa bly
Fjernt henne fra min Barndoms grønne Dale.
Da griber mig en Længsel til Skov og til Fjeld,
Jeg hører atter Bjælder og Lurlok ved Kveld
Og sus gjennem sjæggede Graner.