by Andreas Munch (1811 - 1884)
Harpen
Language: Norwegian (Bokmål)
Et Sagn nu mig drages til Minde: En Dame ved Harpen sad, De hvide Fingre lod rinde Igjennem Strengenes Rad. De svulmende Toner hun bøied' Sammen til Enhedsklang, Og kunstrigt dem slynged' og føied' Til sin bevægede Sang. Den trofaste Ridder stille Ved hendes Fødder laae, Og hørte Tonerne trille Og kunde dem bedst forstaae. De klaged', de jubled' jo alle Om Kjærligheds Sorg og Lyst, Han følte dem sammenfalde Dybt i sit eget Bryst. Det var i Afskedsstunden De sade tilsammen saa: Naar Morgenen var oprunden Han maatte i Langfærd gaae. "Og hør, Du Hjertenskjære! Mit Ord Du mærke nu paa: Jeg veed, at min Sjæl maa være Hvor Du monne Harpen slaae. Naar jeg da med mine Svende Er langt i fremmede Land, Har Du et Middel i Hænde Hvormed Du mig kalde kan: Thi hvergang Harpen Du rører Og tænker herved paa mig: De elskte Toner jeg hører Og sender min Hu til Dig. Selv midt gjennem Kampens Larmen De Toner fornemme jeg vil; Thi de komme inde fra Barmen Og de ere Sjælens Spil. Ja, selv om Døden os skiller, Er det dog ikke forbi: -- Da hører jeg, naar Du spiller -- Da vorder min Aand just fri. Da kan den tankelet følge Din Harpes kaldende Røst Gjennem Luft, over Land, over Bølge Til Dig, at bringe Dig Trøst, At dæmpe din vilde Klage, At svæve om Dig med Fred -- Indtil vi sammen kan drage Til den evige Kjærligheds Sted." Bort drog Han, og Hun sad ene Tilbage i Hjemmets Hal. Hvor gik de Timer saa sene, Hvor endeløst var deres Tal! Det eneste, Tomheden kvalte, Var naar hun Harpen slog; Da syntes hun, at hun talte Med ham i Tonernes Sprog. En Dag, mod Aftenrøde, Hun havde just Harpen rørt: Den sidste Akkord hendøde Paa Aftenvinden bortført. -- I Hallen blev stille længe -- Da -- skjønt hendes Haand nedhang -- Der foer over Harpens Strenge En sær, en bævende Klang. Den lød som høieste Smerte Sammen med høieste Lyst, -- Den skar hende gjennem Hjerte Og fyldte dog hendes Bryst. Fra denne Time hun lagde Sorgens Slør om sit Haar: "Jeg veed, han er død," hun sagde, "Og snart jeg efter ham gaaer." Det gjorde ingen Forandring Da Budet virkelig kom, At han var død paa sin Vandring: Hun sagde: "Jeg vidste min Dom." Hun hensad taalmodig, stille Med bøiet Hoved, og stum: -- Ret som hun lytte vidle Til Stemmer fra tomme Rum. Hver Kveld hun pleied' dog hæve Sit Hoved, og Øiet fik Ild: Da lod hun Strengene bæve Og nynned' sagte dertil. Da fyldtes Rummet om hende Som med et lysende Skjær -- Da var det, hun kunde kjende Sig ham i Tonerne nær. Engang, det vared ei længe, Man hende bøiet fandt Over de elskede Strenge, Uden Liv, mens Klangen svandt. Hendes Sjæl havde Flugten taget Med Hans, fra det Jordiskes Bred! Paa Toner de sammen var draget Til den evige Kjærligheds Sted.
Authorship:
- by Andreas Munch (1811 - 1884), written 1852, appears in Sorg og Trøst, in Haab [author's text not yet checked against a primary source]
Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive):
- by Edvard Grieg (1843 - 1907), "Harpen", op. 9 (Romancer og Ballader af A. Munch) no. 1 (1863-1866), published 1866 [ voice and piano ], Copenhagen [sung text checked 1 time]
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
This text was added to the website between May 1995 and September 2003.
Line count: 96
Word count: 485