Romancer og Ballader af A. Munch , opus 9

Et Sagn nu mig drages til Minde:
En Dame ved Harpen sad,
De hvide Fingre lod rinde
Igjennem Strengenes Rad.
De svulmende Toner hun bøied'
Sammen til Enhedsklang,
Og kunstrigt dem slynged' og føied'
Til sin bevægede Sang.

Den trofaste Ridder stille
Ved hendes Fødder laae,
Og hørte Tonerne trille
Og kunde dem bedst forstaae.
De klaged', de jubled' jo alle
Om Kjærligheds Sorg og Lyst,
Han følte dem sammenfalde
Dybt i sit eget Bryst.

Det var i Afskedsstunden
De sade tilsammen saa:
Naar Morgenen var oprunden
Han maatte i Langfærd gaae.
"Og hør, Du Hjertenskjære!
Mit Ord Du mærke nu paa:
Jeg veed, at min Sjæl maa være
Hvor Du monne Harpen slaae.

Naar jeg da med mine Svende
Er langt i fremmede Land,
Har Du et Middel i Hænde
Hvormed Du mig kalde kan:
Thi hvergang Harpen Du rører
Og tænker herved paa mig:
De elskte Toner jeg hører
Og sender min Hu til Dig.

Selv midt gjennem Kampens Larmen
De Toner fornemme jeg vil;
Thi de komme inde fra Barmen
Og de ere Sjælens Spil.
Ja, selv om Døden os skiller,
Er det dog ikke forbi: --
Da hører jeg, naar Du spiller --
Da vorder min Aand just fri.

Da kan den tankelet følge
Din Harpes kaldende Røst
Gjennem Luft, over Land, over Bølge
Til Dig, at bringe Dig Trøst,
At dæmpe din vilde Klage,
At svæve om Dig med Fred --
Indtil vi sammen kan drage
Til den evige Kjærligheds Sted."

Bort drog Han, og Hun sad ene
Tilbage i Hjemmets Hal.
Hvor gik de Timer saa sene,
Hvor endeløst var deres Tal!
Det eneste, Tomheden kvalte,
Var naar hun Harpen slog;
Da syntes hun, at hun talte
Med ham i Tonernes Sprog.

En Dag, mod Aftenrøde,
Hun havde just Harpen rørt:
Den sidste Akkord hendøde
Paa Aftenvinden bortført. --
I Hallen blev stille længe --
Da -- skjønt hendes Haand nedhang --
Der foer over Harpens Strenge
En sær, en bævende Klang.

Den lød som høieste Smerte
Sammen med høieste Lyst, --
Den skar hende gjennem Hjerte
Og fyldte dog hendes Bryst.
Fra denne Time hun lagde
Sorgens Slør om sit Haar:
"Jeg veed, han er død," hun sagde,
"Og snart jeg efter ham gaaer."

Det gjorde ingen Forandring
Da Budet virkelig kom,
At han var død paa sin Vandring:
Hun sagde: "Jeg vidste min Dom."
Hun hensad taalmodig, stille
Med bøiet Hoved, og stum: --
Ret som hun lytte vidle
Til Stemmer fra tomme Rum.

Hver Kveld hun pleied' dog hæve
Sit Hoved, og Øiet fik Ild:
Da lod hun Strengene bæve
Og nynned' sagte dertil.
Da fyldtes Rummet om hende
Som med et lysende Skjær --
Da var det, hun kunde kjende
Sig ham i Tonerne nær.

Engang, det vared ei længe,
Man hende bøiet fandt
Over de elskede Strenge,
Uden Liv, mens Klangen svandt.
Hendes Sjæl havde Flugten taget
Med Hans, fra det Jordiskes Bred!
Paa Toner de sammen var draget
Til den evige Kjærligheds Sted.

Sov min Søn, o slumre sødt!
Endnu gaar din Vugge blødt,
Ak, skjøndt Hun, dig Livet gav,
Ligger i den kolde Grav.

Kan ej vaage ved din Blund,
Kysser ej din Rosenmund,
Fanger ej dit første Smil -
Fik ved dig kun Dødens Pil.

Sov min Søn, dog blidelig -
Fader sidder end hos dig,
Vugger dig med uvant Fod,
Skjærmer dig med Liv og Blod.

Ensomt er det om ham nu,
Livet ham en Kval og Gru -
Sorgens helle tunge Last
Bærer han for dig dog fast.

Aldrig skal din Morgen lyst
Mørknes af hans tunge Dyst, -
Aldrig skal dit glade Blik
Se hans bittre Taaredrik.

Sov min Glut, en Slummer sød!
Trives vel, du Liv af Død!
Fader har jo ene dig -
Ak, saa er han endnu rig.

Føler end din Moder nær
I dit milde Uskyldsskjær. -
Er det hende, som du ser
Naar du sødt i Søvne ler?

Fader selv kan Intet se,
Intet uden Dødens Ve -
Kun din spæde Haand igjen
Hjælper ham udover den.

Sov min Søn, o slumre sødt!
Endnu gaar din Vugge blødt,
Ak, skjøndt Hun, dig Livet gav,
Ligger i den kolde Grav.

Nu daler Solen sagte ned
bag Aasens fjerne Skove
og sender guldrød Aftenfred
ud over Eng of Vove.
En sød vemodig Hvisken gaar
igjennem Birkens Blade
Om Nattens Mulm, som forestaar
og vil sin Favn oplade.

Hvor Dagens Afskedstaare mild
paa Blomst og Straa nu falder!
Konvolvlens Kalk sig lukker til,
endt er dens Livsensalder.
Nu tie alle Fugle smaa,
og Dalen stille grunder
Ved hvad der nu skal følge paa,
naar Sol gaar ganske under. 

Frygt ej min Sjæl, sænk dig kun ned
i Nattens Dyb mod Solen,
Derfra opvælder Kjærlig hed
som Duft fra Natviolen.
Hvor Lyset Kilde gaar forud,
did kan du trøstig følge,
Og lade Nattens dybe Skrud
din hede Længsel dølge.

Den stolte Dag har ej en Lyst
saa sød som den at hælde
Sit Hoved til Naturens Bryst,
naar Skyggerne fremvælde.
Da synker Fred paa Livets Strøm
og Balsom over Kummer,
Da hviler Morg'nen som en Drøm
i Nattens milde Slummer.

Det var en dæmrende Sommernat
Et Skib laa tæt under Ø,
Hvor dunkle Lunde og hængende Krat
Sig spejled i klaren Sø.

Alt gik en forfriskende Morgenluft
Igjennem den stille Nat
Og Søens Aande og Græssets Duft
Sødt havde sig sammensat.

Det dunkle Skib endnu roligt laa,
Dets Master mod Himlen stod;
Dog havde det alt beredt sig paa
At sprede sin Vinge god.

Thi naar Dagens første Gyldenbud
Sit Skjær over Aasen gav,
Da skulde det stævne af Fjorden ud
Mod det vilde, det fremmede Hav.

Og se! paa Dækket forventningsfuld
Min unge Hustru sad;
Hun var saa fager, hun var saa huld
Som den rød mende Roses Blad.

Hun havde sin Haand i min ømt lagt
Mens ud i det Fjerne hun saa;
Hendes Drøm var nu til Gjerning bragt;
Vi skulde tilsammen gaa

Langt over Hav til fremmede Kyst
Til sydens dejlige Land,
Vi skulde vandre i Ungdomslyst
Ved Arnos, ved Tiberens Strand.

For hende laa Livet saa morgen klart,
Saa daglangt, saa skønhedsrigt
Hun svævede ud paa den herlige Fart
Som Dronningen i et Digt.

Gud være lovet hun da ej saa
Ret dybt i Fremtiden ind;
Ej længe derefter hun stille laa
Under Muld med hviden Kind.