Et Sagn nu mig drages til Minde: En Dame ved Harpen sad, De hvide Fingre lod rinde Igjennem Strengenes Rad. De svulmende Toner hun bøied' Sammen til Enhedsklang, Og kunstrigt dem slynged' og føied' Til sin bevægede Sang. Den trofaste Ridder stille Ved hendes Fødder laae, Og hørte Tonerne trille Og kunde dem bedst forstaae. De klaged', de jubled' jo alle Om Kjærligheds Sorg og Lyst, Han følte dem sammenfalde Dybt i sit eget Bryst. Det var i Afskedsstunden De sade tilsammen saa: Naar Morgenen var oprunden Han maatte i Langfærd gaae. "Og hør, Du Hjertenskjære! Mit Ord Du mærke nu paa: Jeg veed, at min Sjæl maa være Hvor Du monne Harpen slaae. Naar jeg da med mine Svende Er langt i fremmede Land, Har Du et Middel i Hænde Hvormed Du mig kalde kan: Thi hvergang Harpen Du rører Og tænker herved paa mig: De elskte Toner jeg hører Og sender min Hu til Dig. Selv midt gjennem Kampens Larmen De Toner fornemme jeg vil; Thi de komme inde fra Barmen Og de ere Sjælens Spil. Ja, selv om Døden os skiller, Er det dog ikke forbi: -- Da hører jeg, naar Du spiller -- Da vorder min Aand just fri. Da kan den tankelet følge Din Harpes kaldende Røst Gjennem Luft, over Land, over Bølge Til Dig, at bringe Dig Trøst, At dæmpe din vilde Klage, At svæve om Dig med Fred -- Indtil vi sammen kan drage Til den evige Kjærligheds Sted." Bort drog Han, og Hun sad ene Tilbage i Hjemmets Hal. Hvor gik de Timer saa sene, Hvor endeløst var deres Tal! Det eneste, Tomheden kvalte, Var naar hun Harpen slog; Da syntes hun, at hun talte Med ham i Tonernes Sprog. En Dag, mod Aftenrøde, Hun havde just Harpen rørt: Den sidste Akkord hendøde Paa Aftenvinden bortført. -- I Hallen blev stille længe -- Da -- skjønt hendes Haand nedhang -- Der foer over Harpens Strenge En sær, en bævende Klang. Den lød som høieste Smerte Sammen med høieste Lyst, -- Den skar hende gjennem Hjerte Og fyldte dog hendes Bryst. Fra denne Time hun lagde Sorgens Slør om sit Haar: "Jeg veed, han er død," hun sagde, "Og snart jeg efter ham gaaer." Det gjorde ingen Forandring Da Budet virkelig kom, At han var død paa sin Vandring: Hun sagde: "Jeg vidste min Dom." Hun hensad taalmodig, stille Med bøiet Hoved, og stum: -- Ret som hun lytte vidle Til Stemmer fra tomme Rum. Hver Kveld hun pleied' dog hæve Sit Hoved, og Øiet fik Ild: Da lod hun Strengene bæve Og nynned' sagte dertil. Da fyldtes Rummet om hende Som med et lysende Skjær -- Da var det, hun kunde kjende Sig ham i Tonerne nær. Engang, det vared ei længe, Man hende bøiet fandt Over de elskede Strenge, Uden Liv, mens Klangen svandt. Hendes Sjæl havde Flugten taget Med Hans, fra det Jordiskes Bred! Paa Toner de sammen var draget Til den evige Kjærligheds Sted.
Romancer og Ballader af A. Munch , opus 9
by Edvard Grieg (1843 - 1907)
1. Harpen  [sung text checked 1 time]
Language: Norwegian (Bokmål)
Authorship:
- by Andreas Munch (1811 - 1884), written 1852, appears in Sorg og Trøst, in Haab
Go to the single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]2. Vuggesang  [sung text checked 1 time]
Language: Danish (Dansk)
Sov min Søn, o slumre sødt! Endnu gaar din Vugge blødt, Ak, skjøndt Hun, dig Livet gav, Ligger i den kolde Grav. Kan ej vaage ved din Blund, Kysser ej din Rosenmund, Fanger ej dit første Smil - Fik ved dig kun Dødens Pil. Sov min Søn, dog blidelig - Fader sidder end hos dig, Vugger dig med uvant Fod, Skjærmer dig med Liv og Blod. Ensomt er det om ham nu, Livet ham en Kval og Gru - Sorgens helle tunge Last Bærer han for dig dog fast. Aldrig skal din Morgen lyst Mørknes af hans tunge Dyst, - Aldrig skal dit glade Blik Se hans bittre Taaredrik. Sov min Glut, en Slummer sød! Trives vel, du Liv af Død! Fader har jo ene dig - Ak, saa er han endnu rig. Føler end din Moder nær I dit milde Uskyldsskjær. - Er det hende, som du ser Naar du sødt i Søvne ler? Fader selv kan Intet se, Intet uden Dødens Ve - Kun din spæde Haand igjen Hjælper ham udover den. Sov min Søn, o slumre sødt! Endnu gaar din Vugge blødt, Ak, skjøndt Hun, dig Livet gav, Ligger i den kolde Grav.
Authorship:
- by Andreas Munch (1811 - 1884), "Vuggesang", written 1852, appears in Sorg og Trøst, in Klage og Kamp, Old Danish, a forerunner to modern Norwegian
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- ENG English (Nigel Parker) , "Cradle song", copyright © 2023, (re)printed on this website with kind permission
3. Solnedgang  [sung text checked 1 time]
Language: Norwegian (Bokmål)
Nu daler Solen sagte ned bag Aasens fjerne Skove og sender guldrød Aftenfred ud over Eng of Vove. En sød vemodig Hvisken gaar igjennem Birkens Blade Om Nattens Mulm, som forestaar og vil sin Favn oplade. Hvor Dagens Afskedstaare mild paa Blomst og Straa nu falder! Konvolvlens Kalk sig lukker til, endt er dens Livsensalder. Nu tie alle Fugle smaa, og Dalen stille grunder Ved hvad der nu skal følge paa, naar Sol gaar ganske under. Frygt ej min Sjæl, sænk dig kun ned i Nattens Dyb mod Solen, Derfra opvælder Kjærlig hed som Duft fra Natviolen. Hvor Lyset Kilde gaar forud, did kan du trøstig følge, Og lade Nattens dybe Skrud din hede Længsel dølge. Den stolte Dag har ej en Lyst saa sød som den at hælde Sit Hoved til Naturens Bryst, naar Skyggerne fremvælde. Da synker Fred paa Livets Strøm og Balsom over Kummer, Da hviler Morg'nen som en Drøm i Nattens milde Slummer.
Authorship:
- by Andreas Munch (1811 - 1884), "Solnedgang", written 1850, appears in Nye Digte
See other settings of this text.
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]4. Udfarten  [sung text checked 1 time]
Language: Norwegian (Bokmål)
Det var en dæmrende Sommernat Et Skib laa tæt under Ø, Hvor dunkle Lunde og hængende Krat Sig spejled i klaren Sø. Alt gik en forfriskende Morgenluft Igjennem den stille Nat Og Søens Aande og Græssets Duft Sødt havde sig sammensat. Det dunkle Skib endnu roligt laa, Dets Master mod Himlen stod; Dog havde det alt beredt sig paa At sprede sin Vinge god. Thi naar Dagens første Gyldenbud Sit Skjær over Aasen gav, Da skulde det stævne af Fjorden ud Mod det vilde, det fremmede Hav. Og se! paa Dækket forventningsfuld Min unge Hustru sad; Hun var saa fager, hun var saa huld Som den rød mende Roses Blad. Hun havde sin Haand i min ømt lagt Mens ud i det Fjerne hun saa; Hendes Drøm var nu til Gjerning bragt; Vi skulde tilsammen gaa Langt over Hav til fremmede Kyst Til sydens dejlige Land, Vi skulde vandre i Ungdomslyst Ved Arnos, ved Tiberens Strand. For hende laa Livet saa morgen klart, Saa daglangt, saa skønhedsrigt Hun svævede ud paa den herlige Fart Som Dronningen i et Digt. Gud være lovet hun da ej saa Ret dybt i Fremtiden ind; Ej længe derefter hun stille laa Under Muld med hviden Kind.
Authorship:
- by Andreas Munch (1811 - 1884), "Udfarten", written 1852, appears in Sorg og Trøst, in Erindring
Go to the single-text view
Available translations, adaptations or excerpts, and transliterations (if applicable):
- ENG English [singable] (Frederick Corder) , "Outward bound"
- GER German (Deutsch) [singable] (Edmund Lobedanz) , "Ausfahrt"
- GER German (Deutsch) [singable] (Hans Schmidt) , "Ausfahrt"