I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå. 
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn. 

Bag køkkenets række
vi hensætte den,
fra trælistens sprække
den snor sig da hen. 
Hvis den fæster rod,
bli'r vor skæbne god;
dør den på sit sted,
ak da dø vi med. 

Da ikke vi kommer
så glade, så fro,
her følgende sommer,
når blomsterne gro. 
Hist, hvor korset står,
hist på kirkegård
blege ligger vi. 
Da er det forbi! 

Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå,
blandt stammer så ranke,
blandt lysgrønne strå. 
Pæne lille urt!
Står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.