Solglad dag i hegnet have 
skabtes dig til lyst og leg; 
tænk ej på, at høstens gave 
tidt-nok vårens løfter sveg. 
Æbleblomsten, hvid og vakker, 
breder over dig sit tjeld, – 
lad den så langs alle bakker 
drysses vejrslåt næste kveld.

Hvad vil du om frugten spørge 
midt i træets blomstertid? 
Hvorfor sukke, hvorfor sørge, 
sløvet under slæb og slid? 
Hvorfor lade fugleskræmmen 
klappre dag og nat på stang? 
Glade broder, fuglestemmen 
ejer dog en bedre klang!

Hvorfor vil du spurven jage 
fra din rige blomstergren? 
Lad den før som sangløn tage 
din forhåbning en for en. 
Tro mig, du ved byttet vinder, 
tusker sang mod sildig frugt; 
husk moralen «tiden rinder»; 
snart din frilufts-lund er lukt.

Jeg vil leve, jeg vil synge, 
til den dør, den sidste hæk; – 
fej da trøstig alt i dynge, 
kast så hele stasen væk! 
Grinden op; lad får og kviger 
gramse grådigt, hver som bedst; 
jeg brød blomsten; lidt det siger, 
hvem der tar den døde rest.