Norsk Lyrik

Vingede Skarer 
Fly de sorte Skove. 
Under dem farer 
Storm paa vildest Vove; 
Over dem blinker 
Stjernen mildt, og vinker 
Toget til Palmernes Ly. 

Ak, om jeg kunde 
Følge Fuglens Baner, 
Vilde jeg blunde 
Dog blandt mørke Graner; 
Hist i det Fjerne 
Vinker ingen Stjerner 
Saa sødt som Drømmene her. 

Hør, hvor min Glæde 
Klang fra alle Dale, 
Her, hvor min spæde 
Blomst er lagt i Dvale, 
Her vil jeg sprede 
Om min dunkle Rede 
Vingen, og vente min Blund. 

I mine Drømme 
Gror der Liljer fagre, 
Der ser jeg ømme 
Foraars-Alfer flagre; 
Af mine Grave 
Danne de en Have, 
Vække mig smilende der.

Der fløi en Fugl over Granehei, 
som synger forglemte Sange;
den lokked mig bort fra slagen 
Vei og ind paa skyggede Gange. 
Jeg kom til skjulte Kilder og Kjern, 
hvor Elgene Tørsten slukke;
men Fuglesangen lød endnu fjern 
som Nyn mellem Vindens Sukke: 
Tirilil Tove, 
langt, langt bort i Skove! 

Jeg stod i Birkenes høie Sal,
mens Midsommerdagen helded;
der tindrede Dug i dyben Dal,
det skinned som Guld af Fjeldet.
Da bæved Lunden, da lød den nær 
som af en susende Vinge,
og grant jeg hørte fra Fjeld og Træ’r 
de lokkende Toner klinge:
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove! 

Der fører en Sti saa langt af Led
til Lien, hvor Fuglen bygger;
der stemmer den op hver Sang, den ved, 
i dunkleste Graneskygger.
Men om jeg aldri kan vinde did,
jeg kjender dog Lokkesangen,
hvor sødt den kalder ved Sommertid, 
naar Kvelden har dugget Vangen: 
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove!

Det gaar strygende fort med en kuling fra nord paa den skummende vei;
en slugende styrtning fölger mit spor, men langer mig ei.
For rebede seil med skyernes hast og döden om bord!
Det hviner i vant, o tænk, om det brast paa den hylende fjord!
Min flyvende baad er en fnysende hest over fraadende sö!
der glaner bag skyen et solglimt i vest, lig en fristende mö.
Du daarer mig ei! Jeg vad, hvad der bor i dit flanende smil:
velkommen i skyen, rullende Thor; med din funklende pil! Velkommen o Thor!

Ja, saa skal det gaa! Under stormenes sus, under maagernes sang,
med tordenens brölen og bölgernes brus gaar min strygende gang!
Det vexler i barmen af jublende lyst og pirrende angst:
snart konge paa bölgernes hvælvede bryst, snart dybenes fangst!
Hurra for det skummende, svulmende hav! svulm höiere da!
I kjekke, der hilse med lyst eders grav, et dobbelt hurra!
Men du, som urokkeligt blotter din favn mod brændingens brand,
tre gange velsignet dit hellige navn, o fædrene land! o fædrene land!

Vidste du vei, du liden Fugl,
den, som jeg selv ei ved,
ei sad du ledig i dit Skjul,
men lystig fløi du afsted.

Jeg band dig om Halsen et lidet Brev,
deri mit ganske Sind;
du seiler bedre end Seiler gjæv,
venter ei først paa Vind.

Men ei kan jeg sende et eneste Ord,
og intet faar jeg igjen;
jeg ved ei naar og jeg ved ei hvor,
ei om vi mødes end.

Og endda saa ville de, jeg skal le
og kvidre saa flink som du;
Vilien har jeg, maatte de se, 
At Evnen ei brister nu.

Solglad dag i hegnet have 
skabtes dig til lyst og leg; 
tænk ej på, at høstens gave 
tidt-nok vårens løfter sveg. 
Æbleblomsten, hvid og vakker, 
breder over dig sit tjeld, – 
lad den så langs alle bakker 
drysses vejrslåt næste kveld.

Hvad vil du om frugten spørge 
midt i træets blomstertid? 
Hvorfor sukke, hvorfor sørge, 
sløvet under slæb og slid? 
Hvorfor lade fugleskræmmen 
klappre dag og nat på stang? 
Glade broder, fuglestemmen 
ejer dog en bedre klang!

Hvorfor vil du spurven jage 
fra din rige blomstergren? 
Lad den før som sangløn tage 
din forhåbning en for en. 
Tro mig, du ved byttet vinder, 
tusker sang mod sildig frugt; 
husk moralen «tiden rinder»; 
snart din frilufts-lund er lukt.

Jeg vil leve, jeg vil synge, 
til den dør, den sidste hæk; – 
fej da trøstig alt i dynge, 
kast så hele stasen væk! 
Grinden op; lad får og kviger 
gramse grådigt, hver som bedst; 
jeg brød blomsten; lidt det siger, 
hvem der tar den døde rest.

Nej, hvad var det jeg fik 
for et spørsmål, da han gik: 
"Jeg en væv lager til, 
den skal op som i April; 
hvis du tror, du har råd, — 
giv mig tråd!“ 

Nej, hvad mener han vel? 
Vil han væve på den selv? 
Og mit dejlige spinn, 
se, det mener han skal in? 
Og så fort som det går, — 
alt i vår? 

Og han lo, da han fløj; 
nej, han er så full av skøj. 
Tør jeg lægge mit spinn 
i så ungt og flygtigt sinn? — 
Give Gud, at det bant 
hvad jeg spant!

Han tvær over bænkene hang;
hun lystig i dansen sig svang.
Hun legte, hun lo
med en og med to; --
hans hjærte var nærved at briste,
men det var der ingen, som vidste.

Hun gik bag ved laden den kvæld,
han kom for at sige farvel.
Hun kasted sig ned,
hun græd og hun græd,
sit livs-håb, det skulde hun miste.
Men det var der ingen, som vidste.

Ham tiden faldt frygtelig lang.
Så kom han tilbage en gang.
-- Hun havde det godt;
hun fred havde fåt;
hun tænkte på ham i det sidste.
Men det var der ingen, som vidste.

Hu hei! kor er det vel friskt og lett
upp aa fjellet.
Her leikar vinden i kaate sprett
upp aa fjellet,
og foten dansar og augat lær,
og hjartat kveikjande hugnad fær
upp aa fjellet.

Kom upp! kom upp fraa den tronge dal
upp aa fjellet.
Her blæs ein blaaster so frisk og sval
upp aa fjellet,
og lidi skin utav blomar full,
og soli drys alt sit fagre gull
upp aa fjellet.

Og naar so soli til kvila gjeng
attum fjellet,
daa reida skuggarne upp si seng
attmed fjellet.
Daa gidrar alt i ein straalestraum,
og hjartat sveiper seg inn i draum
upp aa fjellet.

"Aa kjære kom til meg 
upp aa fjellet!
Eg sit so lengtande etter deg 
upp aa fjellet!
kom, svala med meg, til dat verd ljost,
daa stryker otten ifraa mitt brjost
her paa fjellet, kom upp!"

Og hev du set Astrid, på kampen hu bur,
då tenkjer eg gut, du på vegen deg snur:
For augat det lyser, lik soli,
som dysser sitt tindrende ljos, når ho snjofjellet kysser,
du Astrid!

Og hev du mi Astrid i springaren set,
eg vågar då, gut, du mest misser ditt vit,
snaut augat kan fylgja den ringlande sylgja
ho dansar og sviv nett som skumet på fylgja,
ho Astrid.

Og hev du høyrt Astrid mi skratta og le,
eg lovar deg gut, at du skal skratta med,
for låtten han tullar og skrellande rullar,
ja, nett som dei kulor i sylvskåler trullar.
Å Astrid!

Og hev du høyrt Astrid mi syngja ein kveld,
det er, som det susar frå skog og frå fjell,
for tonorne drøyma, når mjuke dei strøyma,
det er, som du alt, ja det sjølv, kunde gløyma
hjå Astrid.

Ja, Astrid er fager, som dagen er bjart.
Sjå håret! Kor tjukt og kor glimande svart,
og kinnerna fina so friskleitta skina
som blomen i graset, som rosorna mina,
du Astrid! 

Hei Gut! Denna Astrid ho skal verda mi,
du verd ei så sæl i di livande tid,
hjå meg skal ho stella, skal skratta og skrella,
skal rugga og hugga smågut og småkjella,
mi Astrid!

Sælsomme gjest!
lister dig legende let gjennem kveldene,
döser i drivende taage paa fjeldene,
klædt i sydvest;
smyger dig syngende, hjerteforyngende
ind i mit syn,
lægger dig klyngende, nervebetyngende
over mit bryn, over mit bryn.

Manende skald!
vækker den gjærende saft i det værende,
lægger til fortidens rödder den skærende
öxe til fald;
stryger saa klælende, tankebesjælende
ungdommens kind,
dysser saa kvælende, aandedrætstjælende
oldingen ind, oldingen ind.

Hellige vaar!
Har jeg det bævende drag af det strævende?
Er jeg et spirende skud af den levende
trang, som bestaar?
Eller gaar fældende, livsovervældende
vældig din flom,
henover trællende tanker, som ældende
dör for din dom? dör for din dom?
Hellige vaar!