Der var solskinn paa min sommerø i morges henved fire,
og det suste høit og hellig i en konglesvanger gran.
Og en røst fra himlen jog mig atter til min lire,
og min lyre lød saa skjønt, som var den aandet paa av Pan.

Og min ø den laa saa barnemild og smilte vel til nogen,
ja kanhænde til en gud, som intet gudenavn har faat.
Og det var som om en skaper gik og nynnet gjennem skogen
om at allting var vidunderlig og saare, saare godt.

Og slett aldrig kunde himlen mere morgenblaa sig høine
over sol og jord og jammerdal og aker, eng og vang.
Og smaa blomster stod langs stierne med aabne ar og øine:
Tænk, de takket for den naade at faa blomstre end en gang.

Men saa fløitet der en sangfugl mellem morgendiamanter
og den indbød Gud og verden til en kongelig koncert.
Og skjønt Gud og verden regnet den til skogens dilletanter,
gav den sangene da capo, som dens hjerte havde lært.

 ... 

Der er sangere i verden med forunderlige evner,
og de opper seg og skriver sine sange i en bok.
Der er ogsaa mangen sangersjæl, som verden aldri nævner
og som sang til salig tidsfordriv og glemtes i sin krok.

Der var solskin paa min sommerø i morges henved fire,
og nu sammenharmoneres der et sangkor i en gran.
Jeg vil selv akkompagnere med min morgenstemte lire...
Hvilken lykke for en lyre, dette aandepust fra Pan!