Jeg nynner og jeg bøder mit sølverhvide Slør.
Det gemmer alle Kvinder, naar Pigedrømmen dør.
Min Ungdoms hvide Drømme, som alle er forbi,
og mine varme Taarer jeg væver ind deri.

Jeg bar det selv paa Haaret saa lykkelig og skøn.
Nu svøber jeg dets Rester om dig, min lille Søn.
Saa nynner jeg den Vise, jeg sang saa ofte før,
om Drømmene, som vaagner, og Drømmene, som dør.

Min Vise er vemodig og falmet er min Kind.
Dens Roser har jeg ofret for dig, dit lille Skind.
De purpurrøde Roser, dem tænker jeg nu paa,
og paa de hvide Drømme, jeg aldrig skulde naa.

Saa træder jeg min Vugge og lukker Øjet i
og væver nye Drømme til Vuggens Melodi.
Saa nynner jeg og drømmer og vaagner med et Suk —
Hvad gør det, det er Drømme, naar Drømmen blot er smuk?