Fire Sange af Ludvig Holstein

Jeg gik mig ud, da Sol oprandt —
mit Hjerte synger af Glæde.
Vær hilset min Morgen, min nyfødte Dag,
med Sol over bristende Væde!

Vær hilset Skønjomfru, som stiger af Bad,
mens Fuglene frydelig sjunge!
Alle mine Sanser og hele min Sjæl,
de bliver saa lystelig unge.

Alle mine Sanser, de vider sig ud
og bliver saa friske og sunde.
Din Renhed, din Skønhed, dugdrivende Dag,
de drikker med tørstige Munde.

Jeg drikker den lifligste Sjælerus
i Morgenens Jomfruaande.
Min Sjæl, den bliver saa karsk og lys
og glemmer hver jordisk Vaande.

 ... 

Jeg hilser min Morgen, min nyfødte Dag,
som stiger af Bølgernes Væde!
Jeg bader min Sjæl i dit Renhedsvæld
og Sanserne synger af Glæde.

Jeg nynner og jeg bøder mit sølverhvide Slør.
Det gemmer alle Kvinder, naar Pigedrømmen dør.
Min Ungdoms hvide Drømme, som alle er forbi,
og mine varme Taarer jeg væver ind deri.

Jeg bar det selv paa Haaret saa lykkelig og skøn.
Nu svøber jeg dets Rester om dig, min lille Søn.
Saa nynner jeg den Vise, jeg sang saa ofte før,
om Drømmene, som vaagner, og Drømmene, som dør.

Min Vise er vemodig og falmet er min Kind.
Dens Roser har jeg ofret for dig, dit lille Skind.
De purpurrøde Roser, dem tænker jeg nu paa,
og paa de hvide Drømme, jeg aldrig skulde naa.

Saa træder jeg min Vugge og lukker Øjet i
og væver nye Drømme til Vuggens Melodi.
Saa nynner jeg og drømmer og vaagner med et Suk —
Hvad gør det, det er Drømme, naar Drømmen blot er smuk?

Far, hvor flyver Svanerne hen? 
Bort! Bort! Vingerne spiler de, 
Halsens strækker de, syngende iler de 
bort! Bort! Ingen hved hvorhen. 

Far, hvor sejler Skyerne hen? 
Bort! Bort! Jaget af Vindene 
udover Havene stryger de skinnende 
bort! Bort! Ingen hved hvorhen. 

Far, hvor løber Dagene hen? 
Bort! Bort! Ruller de, rinder de. 
Ingen kan gribe dem. Sporløse svinder de 
bort! Bort! Ingen hved hvorhen. 

Men Far, vi selv, hvor gaar vi saa hen? 
Bort! Bort! Øjnene lukker vi, 
Hovedet bøjer vi, klagende sukker vi, 
bort! Bort! Ingen hved hvorhen.

Alle mine Honningsbier,
sum sum sum sum
Flyv nu over Blomsterstier !
sum sum sum sum
Kommen er jer Sværmetid,.
Brug den, mine Bi'r, med Flid !
Kort er eders Sommer !
Aldrig mer den kommer.

Nu er Luften dyb og blå,
sum sum sum sum
Linden står med Blomster på,
sum sum sum sum
Kløvermarkens Duft er sød,
Æblerosens Kind er rød
nu som aldrig siden.
At I bruger Tiden.

Dyk jer dybt i Blomsterkrus !
sum sum sum sum
Drik den søde Sommerrus !
sum sum sum sum
Langt af Led -- å, langt af Led --
Jorden som et Blomsterbed
byder jer som Gæster
til Skærsommerfester.

Langt i Vest og langt i Øst !
sum sum sum sum
Kuben er mit eget Bryst !
sum sum sum sum
Se, jeg åbner Kubens Dør --
Flyv, min Sværm beruset, ør
om de hvide Tjørne
brummende som Bjørne.