Saa drager du ad fremmed land,
  du lange Mand,
med dine røde Hoser? 
Træt er du af at spanke her
  i vore Kær
og vore grønne Moser. 

Du kloge fugl! farvel! farvel! 
  jeg ønsker Held
dig på din lange Rejse. 
Din Rede her, den vogte vi,
  du skal deri
paa ny ad Aare knejse. 

I Luftens Blaa du svæver let
  og ser dig mæt
paa Jordens Herligheder,
paa Fjeld og Dal og Stad og Flod,
  der for din Fod
sig som et Tæppe breder. 

Min Tanke følger dig paa Vej,
  men Hjertet ej,
det her hos mig maa blive;
kun her vi trives godt, vi to,
  i stille Ro,
hvor først vi kom til Live. 

Ja, her paa denne grønne Ø
  med Skov og Sø,
med Bakker, Eng og Strande,
kun her jeg aander Liv og Mod,
  her Vuggen stod,
og her min Grav skal stande. 

Kom atter hid, du gamle Ven! 
  naar Sol igen
har løst den bundne Bølge. 
Byg paa mit Tag din stille Bo,
  man siger jo,
du har Guds Fred i Følge!