„En Sanger er som Fugl paa Qvist,
Der vipper uden Ro og Rist,
Og altid savner Noget;
Bag Ord han dølger ei sit Savn,
Han nævner ei sin Fryd ved Navn,
Men Tonerne er Sproget.

De flyve let i Verden hen,
Men Verden aldrig aner den
Usigelige Jammer,
Der tidt er Moder til hans Sang
Og huusvant har sin stille Gang
Ind i hans Hjertekammer.

De bedste Toner fra mit Bryst
Var aldrig Blomst af Liv og Lyst,
Men spired frem af Smerte;
Dem Sukket gav den lette Dands,
De havde deres Farveglands
Fra Blodet i mit Hjerte.”