Til hende stod mine tanker
hver en sommerlys nat,
men vejen den bar til elven
i det duggede orekrat.

Hej, kjender du gru og sange,
kan du kogle den dejliges sind,
så i store kirker og sale
hun mener at følge dig ind!

Jeg maned den våde af dybet;
han spilled mig bent fra Gud, --
men da jeg var bleven hans mester,
var hun min broders brud.

I store kirker og sale
mig selv jeg spilled ind,
og fossens gru og sange
veg aldrig fra mit sind.