Se, lamperne blinke 
i skoven og vinke
til droslens og bogfinkens pyntede hjem.
der strengene klinger 
og sværmen svinger, –
min kærest og jeg, vi er også blandt dem.

I dansen vi træde, 
men dølge vor glæde,
dybt gemmes i barmen vor hemmelighed;
vi blusse, vi gløde! 
Det er just det søde,
at ingen i verden det aner og ved.

Vi vove selv ikke 
at mødes med blikke,
skønt lænkede ved det usynlige bånd;
hvad tavshed bevarer, 
mig sødt åbenbarer
et tryk af din lille, velsignede hånd.

Som snoren af hvide 
koraller mon glide
let gennem din fletnings sortglinsende pragt,
så ses nu, så dølges, 
så slynges, så følges
vort liv og vor tanke i kærligheds pagt.