Har dagen sanket al sin sorg
og graedt den ud i dug,
saa aabner natten himlens borg
med evigt tungsinds tavse sorg.
Og en for en
og to for to
gaa fjerne verdeners genier frem
af himmeldybets dunkle gem.
Og hoejt over jordens lyst og elende
med stjernekjerter hoejt i haende
skride de langsomt hen over himlen.
De fodtrin skifte
med sorg i sinde.
Underligt vifte
for rummets kolde vinde
stjernekjerternes flakkende flammer.