Undrer mig på, hvad jeg får at se
  over de høje fjelde? 
Øjet møder nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
  vilde så gerne over,
  tro, når det rejsen vover? 

Ørnen løfter med stærke slag
  over de høje fjelde,
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
  sænker sig, hvor den lyster,
  ser mod de fremmede kyster! 

Løvtunge abild, som intet vil
  over de høje fjelde? 
sprætter, når somren stunder til,
venter til næste gang den vil,
  alle dens fugle gynger,
  véd ikke, hvad de synger. 

Den, som har længtet i tyve år
  over de høje fjelde,
den, som véd, at han ikke nå'r,
kender sig mindre år for år,
  hører, hvad fuglen synger,
  som du så trøstig gynger. 

Sladrende fugl, hvad ville du her
  over de høje fjelde? 
rede du fandt vist bedre dér,
videre syn og højere trær,
  ville du bare bringe
  længsel, men ingen vinge? 

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
  over de høje fjelde? 
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
  stængende der til det sidste,
  blive min dødningekiste? 

Ud vil jeg! ud! -- O, så langt, langt, langt,
  over de høje fjelde! 
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt,
  lad det få stigningen friste,
  -- ikke mod murkanten briste!

Engang, jeg véd, vil det række frem
  over de høje fjelde,
kanske du alt har din dør på klem? 
Herre, min Gud! godt er dit hjem,
  lad det dog endnu stænges,
  og jeg få lov til at længes!