Der voxed et Træ et i min Moders Gaard,
Hvert Blad saae ud som et Hjerte;
Men Skjæbnen syntes mig altfor haard,
Og jeg reiste bort i min Smerte.

Som Fuglen jeg fløi og min Tanke med,
Vi To var' aldrig alene,
Men hver Gang vi satte os ned et Sted,
Sad vi paa de samme Grene!

 ... 

Med Fisken jeg svømmed' til Havsens Bund,
Der vilde jeg boe og bygge,
Men gjennem Vandet til Hjertets Grund
Det Træ har Rødder og Skygge.

Da søgte jeg mig i Graven Læ,
Det var jo det Bedste og Sidste;
Men hver en Midnat dufter det Træ,
Saa jeg maa staae op af min Kiste!