Agnete og Havmanden

Der voxed et Træ et i min Moders Gaard,
Hvert Blad saae ud som et Hjerte;
Men Skjæbnen syntes mig altfor haard,
Og jeg reiste bort i min Smerte.

Som Fuglen jeg fløi og min Tanke med,
Vi To var' aldrig alene,
Men hver Gang vi satte os ned et Sted,
Sad vi paa de samme Grene!

 ... 

Med Fisken jeg svømmed' til Havsens Bund,
Der vilde jeg boe og bygge,
Men gjennem Vandet til Hjertets Grund
Det Træ har Rødder og Skygge.

Da søgte jeg mig i Graven Læ,
Det var jo det Bedste og Sidste;
Men hver en Midnat dufter det Træ,
Saa jeg maa staae op af min Kiste!

Sol deroppe ganger under lide,
sov mit barn, så bli'r du stærk og stor,
på den vilde havhest skal du ride,
under bølgen dejligst engen gror. 

Hvalerne med deres brede finner
over dig som store skyer gå,
sol og måne gennem vandet skinner,
begge to du skal i drømme få. 

Visselul! Jeg fødte dig med smerte! 
Bliv min glæde altid år for år,
du har drukket livet ved mit hjerte,
hver din tåre til mit hjerte går. 

Sov, mit barn! Jeg sidder ved din vugge,
lad mig kysse dine øjne til,
når engang de begge mine lukke,
hvem mon dig da moder være vil!

Agnete var elsket, uskyldig og god, 
Sligt Hjerte har aldrig en ond Draabe Blod;
Hun var som Guds Engle og mild som Guds Sol.
Og dog saa beskeden, som Markens Viol.
O Gud, hvor mit Hjerte maa lide!

Den fattige Fugl sad paa Grenen og sang,
Men hun saae alene paa Bølgernes Gang.
Der klang det saa lifligt, ei vidste hun hvad;
Hun hørte paa Havmandens lokkende Kvad.
O Gud! hvor mit Hjerte maa lide!

Den Havmand, han nævned' saa sødt hendes Navn,
Hun glemte sin Frelser og sprang i hans Favn;
-- Ak, sand er min Vise, men det er ei stort!
Den fattige Fugl har selv Visen gjort.
O Gud! hvor mit Hjerte maa lide! --

Lærken synger sin Morgensang,
Bader i Dug sin Vinge,
Toner kvæge, er Barmen trang,
Hjertet de Taarer bringe! -- --

Lykkens Guldfugl den flyver med,
Hvor vi end vandre ville;
Ak, paa vor Grav er dog først det Sted,
Hvor den sætter sig stille!