Det er at fare i svarten skog
i dine lokker at dølges;
to brune øine derind mig drog,
og altid af dem jeg følges.

Det er at fare i skogen vild
i dunkle solefaldstider,
naar kinden gløder saa myg og mild
og haaret over den glider.

Det er at gaa sig i skogen bort
og ei tilbage at finde,
naar haaret falder saa rig sort,
og jeg faar gjemmes der inde.