Med tusinde lyse Blade 
blir Bjerken en Vaardag til, 
den gladeste af de Glade, 
til Bækkenes Fløitespil.
    Hvert Hvisk af de lune Vinde -- 
    hun synger det ut met il, 
    hvert flytgige Streif om Tinde --
    hun fanger det ind met Smil.

Men larmer i Naetter lange 
vel  Høsten i Li og Lund, 
da svinder de glade Sange 
og Smilet om Bjerkens Mund.
    Og alle de gyldne Blade
    de feier som Fnug afsted,
    den Gladeste af de Glade 
    hun dør med den første Sne.

                           *
Alt under de hvasse Naale 
har Granen saa dybt et Sind, 
hun slipper ei Solens Straale,
ei Vinden saa villig ind.
    Men hvad hun et Fristed skjænker, 
    det huser hun Dagen lang, 
    og hvad hun i Løndom tænker, 
    det suser som Orgelsang. 

Se derfor, naar Høsten kommer 
og stænger hver Farvei af, 
derinde er endnu Sommer 
og Lysning af Sol endda. 
    Ja Vinteren kan ei knække 
    det dæmpede Orgeldøn, 
    og under det hvide Dække 
    staar Sangeren lige grøn.

 ...