by Christian Winther (1796 - 1876)
Language: Danish (Dansk)
I Skoven, hvor jeg vandred, Da jeg var ung og glad, Er Ingenting forandret, Ei Stub, ei Blomst, ei Blad. Med Veemods Fryd fornemmer Endnu min vakte Sands De samme Fuglestemmer, Den samme Duft og Glands. End leve tusind Minder Her fra min fjerne Vaar; Fra hver en Luft, der vinder, Et Fordums Suk jeg faaer. Skovduens Kluk og Klage Er lige elskovsblid Og tryller sødt tilbage Mig til en svunden Tid. De vilde Anemoner Har end det gamle Skjær, End klinge fjerne Toner, Som gik mit Hjerte nær; Den høie Poppel kroer sig End lige stolt og rank, Og Bækken endnu snoer sig Om Stenen lige blank. Mig vinker hver en Bille, Hver Sommerfugl, hver Bi, Jeg veed nok, hvad de ville, Og føier mig deri: De byde mig at lukke Vidt op min Tankes Blik; -- I Klokkeblomstens Krukke Credentse de mig Drik. Men Mindets Skaal, de rækker, Gjør ei mit Hjerte svagt; Det hæver sig og strækker Sig med forynget Magt. I dette grønne Mørke, I Sommerduftens Flod Det føler ny sin Styrke Og faaer sit gamle Mod. Thi jeg er ingen Daare, Som har den vamle Skik At spilde Suk og Taare Paa Tiden, som hengik. Ak, Alt hvad der kan tænkes At gjøre Glæden rig, Det Bedste, der kan skjenkes, Har Tiden skjenket mig.
Composition:
- Set to music by Thomas Linneman Laub (1852 - 1927), no title, published 1917 [ voice and piano ], from En Snes danske Viser (1917), no. 30, Leipzig & København, Wilhelm Hansen
Text Authorship:
- by Christian Winther (1796 - 1876), "Skovminder"
Go to the general single-text view
Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]
This text was added to the website: 2011-05-14
Line count: 48
Word count: 219