Der boede en Mand i Ribe By,
han var saa ædelig rig;
han gav sin Datter en Silkesærk,
var femten Favne vid.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og femten var de Skræddere,
den Særk skulde skære og sy;
og somme sad hjemme i Ribe
og somme ved Ribe By.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og femten var de høvske Møer,
den Særk skulde to og vride;
og somme de tog djer' haarde Død,
og somme fik Sting i Side.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og femten var de Tømmermænd,
den Særk skulde hænge op i Gaard;
og somme fik Arme og Ben i Stykker,
og somme laa syg et Aar.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

De førte den Brud i Kirken hen,
vel prydet udi Skind;
og femten Favne maatte de slaa ned,
før de kunde trænge hende ind.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og der hun stod for Alteret,
saa tog hun til at vraae;
saa slog hun ned det hellige Kors,
som der havde førre vaaren.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Hun tog en Penge ud af sin Pung
og ofred den med nøje;
hun slog æ Degn hans Ben i Stykker,
slog ud æ Præst hans Øje.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og Præsten stod for Alteret,
han hedte til Hr. Knud :
"Her bliver ingen Messe i Dag,
kommer Bruden ikke ud !"
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og da hun kom paa Marken ud,
hun slog sin Næse i Sky;
og alt det Fæ, der var i Mark,
det bissed hjem til By.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og da hun kom i Gildeshus,
saa tog hun til at le :
"Nu har a da waaren i Kirk' i Daw,
som enhver kan hør' og se !"
Selv stryger hun Duggen af Jorden.