Hvem sidder der bag Skærmen
med Klude om sin Hånd,
med Laderlap for Øjet
og om sin Sko et Bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand
der af sin sure Nød
med Hamren må forvandle
de hårde Sten til Brød.

Og vågner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Hamren klinge
påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvåde Sten.

Og ager du til Staden
bag bondens fede Spand
og møder du en Olding
hvis Øje står i Vand, -
det er såmænd Jens Vejmand
Med Halm om Ben og Knæ
der næppe véd at finde
mod Frosten mer et Læ.

Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst
mens Aftenstjernen skælver
af Kulde i Sydvest
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær.
det er såmænd Jens Vejmand
som endnu sidder dér.

Så jævned han for andre
den vanskelige Vej
men da det led mod Julen
da sagde Armen nej,
det var såmænd Jens Vejmand
han tabte Hamren brat
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.

Der står på Kirkegården
et gammelt, frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden
og Malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands
Hans Liv var fuldt af Sten
men på hans Grav- i Døden,
man gav ham aldrig én.