Strofiske sange , opus 21

Skal Blomsterne da visne
før de er sprunget ud?
Skal Kilderne da isne,
før de har sunget ud?

Af Purpuret og Guldet
Gud væved Livets Traad,
den lyser gennem Muldet
i Elskovs Smil og Graad.

Aa, tag dog mine Hænder,
og hold dem fast i din,
og føl hvor Blodet brænder,
min hede, unge Vin.

Og føl mit Hjerte gløde,
og tag det ind til dit,
da brænder det til døde,
men blusser klart og frit.

Vær hilset Høg over Granetop,
du stolteste Fugl i Skoven!
Du stirrer trodsigt mod Himlen op,
din Flugt er vild og forvoven.

Du kløver Brisen i vilden Lyst,
mens grønligt Øjnene spejde;
du hugger dit Næb i din Fjendes Bryst,
og aldrig du skjænker ham Lejde.

Du er en Røver for Gud og Mand,
i Blod du sølede Hammen;
du ser med Foragt paa den vrikkende And,
der spejler sin Fedme i Dammen.

Jeg elsker vel ej din blodige Klo,
men Flugtens Sus om din Bringe,
dit vilde Blik fra dit stolte Bo
og Solens Blink paa din Vinge.

Hvem sidder der bag Skærmen
med Klude om sin Hånd,
med Laderlap for Øjet
og om sin Sko et Bånd?
Det er såmænd Jens Vejmand
der af sin sure Nød
med Hamren må forvandle
de hårde Sten til Brød.

Og vågner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Hamren klinge
påny, påny, påny,
det er såmænd Jens Vejmand
på sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvåde Sten.

Og ager du til Staden
bag bondens fede Spand
og møder du en Olding
hvis Øje står i Vand, -
det er såmænd Jens Vejmand
Med Halm om Ben og Knæ
der næppe véd at finde
mod Frosten mer et Læ.

Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst
mens Aftenstjernen skælver
af Kulde i Sydvest
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær.
det er såmænd Jens Vejmand
som endnu sidder dér.

Så jævned han for andre
den vanskelige Vej
men da det led mod Julen
da sagde Armen nej,
det var såmænd Jens Vejmand
han tabte Hamren brat
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.

Der står på Kirkegården
et gammelt, frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden
og Malingen er slet.
Det er såmænd Jens Vejmands
Hans Liv var fuldt af Sten
men på hans Grav- i Døden,
man gav ham aldrig én.

Sænk kun dit hoved, du blomst, bøj det i bladene ned,
Vent kun med lukket krone nattens livsalige fred
Natten, den milde, den tyste, kommer, o bøj dig til blund.
Sov under gyldne stjerner, sov dig salig og sund.
Sov som et barn, der vugges blidt i sin moders favn,
Vågner kun halvt og sukker smilende moders navn.

Den første Lærke, den første Lærke!
vort Hjerte jubler i Dagens Sol.
Den første Lærke, den første Lærke!
Den Syge drejer sig i sin Stol.
 
Den første Lærke, den første Lærke,
skønt Sneen skeler fra Grøften op;
den første Lærke -- det første Mærke
paa Vejen mod Rosens første Knop!

Gi Husly til Persowner,
Der harr saa grusselig traant,
Vi kommer fræ «Mannemilherfæ»
Og er paa Vejen til «Laant».
Gi Husly!

Gæssen' di goer i djæ baar Bien,
Der hur vi to er føj,
Og Husen' stoer ud' om Nætten
I den sam' sturige Bøj.
Gi Husly!

Vor Gaard i «Mannemilherfræ»
Den kan I tro den er pæn,
Væggen' er gjow o jenne Vind,
Og Stowen er tækket mæ Ræn.
Gi Husly!

Og tror I et, de' er Sandhied,
Saa ka I min Dætter spør,
Som aaller haar hat no Foreller
Og hverken kan snak' eller hør.
Gi Husly!

No wil a sej Jer Godnæt,
For a er nøj kon træt.
Og no kan I tru mæ og teg mæ,
No wil a hen og leg mæ.

A sow i Groven far
For Vindens gaboben Dar'
Og a haar sit en en Swimmel
Vorher' hans sywend Himmel.

Men no skal a saligen sow
i min ijen suet bette Stow,
I Juen, som er saa wenle
Ved jen, der er søwne og jenle.

Fowal og saa møj manne Tak
Til Godtfolk saawal som Pak!
I er wal kij o mi Løwne,
Og sjæl er a osse søwne.

A reser fræ ingen Gjald,
Det hiele er betald.
Di Baank, a skylder min Fjender,
Dem foer di nok i hveranner.

Ja, no skal a saligen sow
i min ijen suet bette Stow,
I Juen, som er saa wenle
Ved jen, der er søwne og jenle.

Fowal min Fjol og min Bow!
No wil a hen og sow.
Hvis jen no wil Byt' sin Bedrøwels,
Saa kan han fo min fornøwels.

Fowal og Tak, bette I!
A ga Jer, hvad a ku gi
og tøt I et om Musiken,
Da war'et Skaad - for no gik'en.