Hvor er Du, Camilla?
  Luk Vinduet op!
  Alt Maanen sig hviler
  Paa Bjergenes Top.
 
See, Alt er indslumret
  I By og paa Land,
  Fontainen kun leger
  Med straalende Vand.
 
Med Ryggen mod Muren
  Jeg staaer her saa mat,
  Og søger min Stjerne
  I dæmrende Nat.
 
Du elsker mig, Søde!
  Min Rose Du fik,
  Du gav mig jo Svar i
  Dit brændende Blik.
 
Du planted den yndigt
  Blandt Lokkerne ind,
  Misundelig blegned
  Den over din Kind.
 
Sit brændende Øie
  Den lukkede til,
  Thi dine to Stjerner
  Har stærkere Ild.
 
Saa kom da, Camilla!
  Min Rose Du tog,
  Jeg læste mit Haab i
  Det Smiil, som Du drog.
 
To fæle Dæmoner
  Mig knuge i Favn,
  Een kalder jeg Længsel,
  Een kalder jeg Savn.
 
De lamme min Styrke,
  De knuse mit Mod,
  Fortærende Flammer
  De slaae i mit Blod.
 
Saa kom da, Camilla!
  Min Frelse, mit Haab;
  Gjenfødes jeg kan kun
  I Kjærligheds Daab.
 
Forjag Du min Længsel
  Og dræb Du mit Savn,
  Og døb mine Smerter
  Med Saligheds Navn.
 
Kom ned til vor Vigne,
  Hvor Rankerne groe,
  Der hænger en Drue
  Saa sød, kan Du troe.
 
Kom ned til vor Hauge,
  Bag Myrternes Læ,
  Der plukke vi Frugten
  Af bugnende Træ.
 
Den glimrer fra Grenen
  Saa lokkende sød, -
  Jeg ryster med Lempe
  Den ned i dit Skjød.